Pellagra er en sygdom, som skyldes mangel på niacin (B3-vitamin). Denne mangelsygdom er historisk knyttet til en majsbaseret kost.

Faktaboks

Etymologi
Ordet pellagra blev indført i 1771 af den italienske læge Francesco Frapolli (1738–1773). Han sammensatte det af latin pellis 'hud' (og/eller italiensk pelle med samme betydning) og græsk agra 'angreb' som i podagra, egentlig 'jagt'.

Historisk baggrund

Majs stammer fra områder i det nuværende Mexico og Guatemala, hvor det blev brugt til bl.a. at lave fladbrød, tortilla. I processen blev majsen først blødgjort i kalkvand, en proces kaldet nixtamalisering. Efter koloniseringen af Amerika blev majsen udbredt i Sydeuropa fra 1600-tallet, og via europæiske immigranter i Nordamerikas sydstater fra 1800-tallet.

Sygdommen blev først beskrevet i Spanien i 1700-tallet, hvor den var udbredt blandt fattige, som levede af majs. I 1771 blev den navngivet pellagra af den italienske læge Francesco Frapolli (1738–1773). I 1902 blev pellagra første gang set i det sydlige USA, og den bredte sig efterfølgende epidemisk. Ca. 3 mio. fik sygdommen, hvoraf 100.000 døde. Man troede, at sygdommen skyldtes en infektion eller svampetoksiner fra majs. Men den amerikanske læge Joseph Goldberger (1874-1929) viste i 1914, at sygdommen skyldtes en ensidig majsbaseret kost, og kunne undgås på en kost med kød, æg og mælk. Senere viste Goldberger, at pellagra ikke primært skyldes mangel på protein, men en faktor, som findes i gær. Den amerikanske biokemiker Conrad Elvehjem (1901-1962) isolerede i 1936 vitaminet, som senere blev kaldt niacin.

Årsager og forekomst

Pellagra skyldes utilstrækkeligt indtag af niacin. Niacin findes som nicotinamid i animalske fødevarer, og som nikotinsyre i planter. Desuden kan aminosyren tryptofan omdannes i kroppen til niacin. Majs indeholder niacin i form af nikotinsyre, som er stærkt bundet til kulhydrater, og derfor kun dårligt optages i tarmen. Da majs samtidig er fattig på tryptofan, vil en majsbaseret kost kunne føre til pellagra. Når majsen først skylles i kalkvand, som er en basisk opløsning, frigøres imidlertid nikotinsyre, så den kan optages i tarmen. Pellagra var derfor næppe udbredt i den oprindelige indianske befolkning, som først dyrkede majs.

Pellagra kan bl.a. også skyldes svært alkoholmisbrug, tarmsygdomme, og den arvelige sygdom Hartnups sygdom, hvor man ikke kan absorbere tryptofan.

Pellagra er i dag sjældent forekommende, men ses dog stadig i Afrika og Asien i forbindelse med humanitære katastrofer.

Sygdomstegn

Pige med pellagra indlagt på sindsygehospitalet London Asylum i London. Hududslæt på soludsatte steder, dvs. ansigt, hals og hænder er karakteristisk. Pigen kan have udviklet pellagra pga. den dårlige kost på institutionen, eller hun kunne være blevet indlagt pga. sindsyge forårsaget af pellagra.
Af /Wellcome Collection.
Licens: CC BY 4.0

Sygdommen starter oftest med et karakteristisk hududslæt, kaldet dermatitis, på soludsatte områder af kroppen, dvs. ansigt, hals, håndryg, knæ og fodryg. Huden bliver først rød som en solskoldning, og senere brun, fortykket og skællende. Senere optræder diarré ledsaget af kvalme, opkastning, samt betændelse i tunge, læber og mund. Og endelig demens og andre symptomer og sygdomstegn fra nervesystemet, såsom hovedpine, apati, træthed, hukommelsestab, konfusion, depression, hallucinationer, delirium og evt. død.

Sygdomstegnene ved pellagra kan huskes på de fire D’er: dermatitis, diarré, demens og død.

Behandling og prognose

Pellagra behandles med høje doser niacin, hvorefter symptomer og sygdomstegn svinder indenfor nogle uger. Tidligere var dødeligheden 40-65 %.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig