Hjernehinderne
Af /Created with Biorender.com.

Pia mater er den inderste af de tre hjernehinder, der omgiver hjernen og rygmarven. Den er meget tynd, følger hjernens overfladefurer og er tæt fæstnet til hjernens overflade.

Faktaboks

Etymologi
Betegnelsen pia mater kommer fra latin og betyder 'den fromme moder' eller 'den milde moder'.
Også kendt som
den inderste hjernehinde, den tynde hjernehinde

Makroanatomi

Pia mater beklæder hjernens overflade og følger den ned i hjernens furer. Desuden omgiver den hele rygmarvens længde, indtil den nederst ender som en tynd fibrøs streng (filum terminale). På siden af rygmarven hæfter den på dura mater, og den strækker sig ned til bagvæggen af halebenet (os coccygis), hvor den også hæfter. Den bliver fortykket i den midterste forreste fure i rygmarven (fissura mediana anterior), hvoraf der udspringer en streng (linea splendens). I rygmarven giver den også ophav til udløbere (ligamentum denticulatum).

Mellem pia mater og den overliggende spindelvævshinde (arachnoidea mater) ligger det subaraknoidale rum, der er fyldt med rygmarvsvæske (cerebrospinalvæske).

Mikroanatomi

Pia mater består af få lag leptomeningeale celler af bindevævskarakter. Disse celler er løst forbundet til centralnervesystemets underliggende parenkym med nerveceller og støtteceller (glia). De leptomeningeale celler danner også dura mater og arachnoidea mater; cellerne har lange udløbere, der forbinder sig til hinanden ved hjælp af desmosomer og gap junctions. Opsplitning i pia mater tillader hjernens store arterier at passere til og vener at passere fra subaraknoidalrummet ind i hjernen. Langs disse blodkar findes et perivaskulært rum (Virchow-Robins rum), hvori cerebrospinalvæsken findes. I Virchow-Robins rum vil propulsive bevægelser i arterierne forplante sig og bevirke, at cerebrospinalvæsken bevæger sig mod hjernens indre som led i perivaskulær udskiftning og væske indeholdende affaldsstoffer, en process kaldet glymfatiks.

Historisk baggrund

Dura mater blev først beskrevet i 300-tallet f.v.t. af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles. Han arbejdede bl.a. med dissektion af dyr, og beskrev han en kraftig udvendig hinde (dura mater) og en finere indre hinde (pia mater). Dette fund blev senere bekræftet i menneskehjernen af de to græske læger Herophilos og Erasistratos. Man troede på daværende tidspunkt, at mennesket kun havde to hjernehinder. Det troede man, fordi dura mater og den midterste hjernehinde (arachnoidea) er så tæt hæftet til hinanden. Den romerske læge Galenos oversatte senere Herophilos og Erasistratos' arbejde og brugte da betegnelsen pacheia om dura mater og hang om pia mater, som er den inderste hjernehinde.

Under den arabiske videnskabelige guldalder blev hjernehinderne på arabisk navngivet umm al-dimagh, som betyder 'hjernens mor'. De to hjernehinder blev opdelt i umm al-ghalida, 'den hårde mor' og umm al-raqiqah, 'den tynde mor'. I 1100-tallet blev disse arabiske navne oversat til latin af munken Stefan af Antiokia, og fik da navnene dura mater og pia mater, som anvendes i dag. Dura mater kan oversættes til 'den hårde moder' og pia mater til 'den milde moder'.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig