Dura mater blev først beskrevet i 300-tallet f.v.t. af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles. Han arbejdede bl.a. med dissektion af dyr, og beskrev han en kraftig udvendig hinde (dura mater) og en finere indre hinde (pia mater). Dette fund blev senere bekræftet i menneskehjernen af de to græske læger Herophilos og Erasistratos. Man troede på daværende tidspunkt, at mennesket kun havde to hjernehinder. Det troede man, fordi dura mater og den midterste hjernehinde (arachnoidea) er så tæt hæftet til hinanden. Den romerske læge Galenos oversatte senere Herophilos og Erasistratos' arbejde og brugte da betegnelsen pacheia om dura mater og hang om pia mater, som er den inderste hjernehinde.
Under den arabiske videnskabelige guldalder blev hjernehinderne på arabisk navngivet umm al-dimagh, som betyder 'hjernens mor'. De to hjernehinder blev opdelt i umm al-ghalida, 'den hårde mor' og umm al-raqiqah, 'den tynde mor'. I 1100-tallet blev disse arabiske navne oversat til latin af munken Stefan af Antiokia, og fik da navnene dura mater og pia mater, som anvendes i dag. Dura mater kan oversættes til 'den hårde moder' og pia mater til 'den milde moder'.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.