søfart

Dette traditionelle billede er imidlertid i stigende grad blevet udvisket gennem anden halvdel af 1900-tallet. Det er ikke mere en selvfølge, at skibe er indregistreret i det land, hvor rederiet har hjemme, idet de nu ofte er de indregistreret under såkaldte "bekvemmelighedsflag", det vil sige indregistreret i lande, der ikke selv har rederier, der ejer og bemander skibe af nogen betydning, men hvor skatter og afgifter er lave.

Et land som Storbritannien, der i 1939 var dominerende med en indregistreret tonnage på ca. 21 mio. BRT (ca. 30% af verdenstonnagen på 69 mio. BRT), havde i 2005 en indregistreret flåde på kun 10,6 mio. GT eller 1,7% af verdenstonnagen på 630 mio. GT (BRT, bruttoregisterton, som mål for et skibs størrelse, blev i 1969 erstattet med GT, bruttotonnage, eller som det benævnes i Danmark, BT, se skibsmåling).

Der er også sket en vis ændring af søfartens erhvervsstruktur. Hvor der tidligere fandtes rederier, som tog sig af alt forefaldende arbejde inden for søfart og som ofte tillige havde tilknyttede skibsværfter, så kan der nu ses en tendens imod opdeling og specialisering, således at en organisation, muligvis en kapitalfond, ejer skibe, medens en anden organisation, en teknisk manager, sørger for alt vedrørende bemanding og vedligeholdelse. En tredje organisation kan så tage sig af befragtningen. Et rederi kan således fungere med indchartrede skibe uden at eje den store kapital og uden et egentligt driftspersonale. Det reducerer de risici, som rederibranchen tidligere kunne lide under, men det gør også erhvervet mere internationalt og mere anonymt.

Den ændrede struktur ændrer også på begrebet søfartsnation, idet et lands indtjening på søfart ikke længere afhænger af, hvor mange skibe der er registreret i landet, man af, hvor mange skibe, der opereres af rederier, der er hjemmehørende i landet. I 2024 var der således indregistreret cirka 22 mio. BT i dansk skibsregister, medens der blev opereret cirka 60 mio. BT af rederier i Danmark.

Se handelsflåde.

De større handelsflåder har ikke givet øget beskæftigelse ombord. I 1939 var den danske handelsflåde på 1,1 mio. BRT bemandet med ca. 19.000 mand, hovedsagelig danske statsborgere, mens den syv gange større flåde i 2005 var bemandet med 14.700 mand, hvoraf ca. 5000 eller 35% var udlændinge.

Der er flere årsager til disse forandringer. Den væsentligste er, at nutidens skibe er så automatiserede, at selv meget store skibe kan sejles af en fåtallig besætning, og at det vedligeholdelsesarbejde, der tidligere løbende blev udført af besætningen, nu rutinemæssigt foretages på værft med fastlagte intervaller.

Den stigende andel af udlændinge om bord skyldes i nogen grad den nævnte ændring af rederistrukturen, men de relativt lave lønningerne inden for international søfart spiller også en vis rolle, ligesom måske også det faktum, at der i de tidligere søfartsnationer ikke længere findes et egentligt nationalt søfartsmiljø, således at en maritim karriere ikke har den samme appel til unge mennesker, som det tidligere var tilfældet.