Valutamarkeder, hvor ét lands penge omveksles til et andet lands, har eksisteret siden oldtiden.
For eksempel viser dokumenter fra Egypten og de oldgræske bystater, at forskellige valutaer blev omvekslet til indbyrdes kurser, der afspejlede det relative metalindhold i de udstedte mønter.
Efter Romerrigets opsplitning i et stort antal mindre valutaområder blev en stor del af alle transaktioner i Europa køb og salg af fremmed valuta, ofte kombineret med udlån.
Handel med fremmed valuta var af afgørende betydning for de tidlige faser af bankaktivitet, da middelalderens forbud mod renter af indenlandsk långivning gav en stærk tilskyndelse til låneformer, der kunne omgå forbuddet.
Risiko ved transaktioner med valutaudlændinge blev et vigtigt alibi for aflønning af den aktivitet, som finansielle mellemmænd udøvede.
Selvom handel med fremmed valuta således allerede tidligt havde en delvis finansiel karakter, fulgte væksten i omsætning af valuta i høj grad udviklingen i den internationale handel.
I renæssancen blev venetianske og florentinske bankfolk på den baggrund pionerer i valutahandel, hvilket terminologien på valutamarkedet frem til i dag bærer præg af. Da Nederlandene blev en handelspolitisk stormagt i 1600- og 1700-tallet, flyttede en del af valutahandelen hertil og i 1800-tallet videre til Storbritannien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.