tadsjikisk

Som talt sprog har tadsjikisk udviklet sig uafhængigt af farsi i Iran siden 1500-tallet, men skriftsproget var i lang tid den litterære persiske standard, der fungerede som lingua franca i store dele af Centralasien og Indien, især i de højere samfundslag og som regeringssprog. Siden 1920 har tadsjikisk været det officielle nationalsprog i først Den Socialistiske Sovjetrepublik Tadsjikistan og fra 1991 i det selvstændige Tadsjikistan.

Den historik gør, at tadsjikisk har været skrevet med en del forskellige skriftsystemer. Indtil 1928 blev det skrevet med perso-arabisk skrift ligesom søsterdialekterne farsi (i Iran) og dari (i Afghanistan). Mellem 1928 og 1939 blev tadsjikisk officielt skrevet med det latinske alfabet, hvorefter det kyrilliske alfabet blev indført. I dag skrives tadsjikisk med en russisk-præget variant af det kyrilliske alfabet, der bruger seks yderligere bogstaver.

Især de nordlige dialekter er stærkt præget af nabosproget usbekisk, men lydsystemet i standard-tadsjikisk er stort set identisk med usbekisk.

Tadsjikisk adskiller sig lydligt fra farsi på en række områder. Modsat farsi udtales gh og q i arabiske og tyrkiske låneord forskelligt i tadsjikisk. Desuden bliver w ikke helt så ofte til v, som det er tilfældet i farsi.

Både farsi og tadsjikisk har reduceret de otte vokaler (i ī ē u ū ō a ā), der fandtes i tidligt nypersisk, til seks, men på forskellige måder. I tadsjikisk er ā blevet helt rundet og er derfor faldet sammen med o. Langt ī og ē har mistet deres længde, så ī er faldet sammen med i. Langt ū og ō er blevet til en mellemtungevokal, der skrives ӯ med det kyrilliske alfabet og gengives ů i latinsk translitteration. Vokalernes præcise udtale afhænger dog meget af ordets tryk: e, ů og o udtales altid ens, mens i, u og a ofte reduceres eller forsvinder helt i ubetonede åbne stavelser.

• persisk
• sprog i Tadsjikistan
• tadsjikisk litteratur
• iranske sprog