xHamsters logo.
.
Licens: CC BY 2.5

xHamster er en af de største internetplatforme for pornografisk indhold. xHamster blev lanceret i 2007 som et socialt medie for seksuelt indhold, og platformen fokuserer i forhold til konkurrenter som Pornhub og XNXX mere på amatørindhold, og at brugerne kan stemme på eller kommentere videoer. Derfor er platformen i forskningen blevet sammenlignet med et pornografisk YouTube.

xHamster udgør en slags økosystem mellem platformen, dens seere og dem, der lægger indhold op på siden – hvor de sidste to kategorier i stigende grad smelter sammen, fordi amatører både forbruger og leverer indhold.

En seksuel labyrint

Forskning viser, at et stigende antal videoer bliver lagt op på xHamster, men det er et relativt lille antal videoer, der bliver set mest, ofte fordi de er tilgængelige på forsiden af platformen. Det stemmer overens med forskning, som viser, at forbrugere af internetporno med vilje lader sig ”rive med” af indholdet. Snarere end at lede efter noget bestemt seksuelt indhold starter brugerne altså på en forside, og følger algoritmens forslag ind i en labyrint af uendelige seksuelle videoer.

På xHamster er videoerne tagget, fx ”milf”, ”40+”, ”curvey”. Videoer med flest tags bliver set mest, dvs. jo flere tags, jo mere sandsynligt er det, at klippet bliver set. Det betyder, at emneordene snarere er reklame end beskrivelser af, hvad der vises i videoen, og det kan gøre det sværere for brugere at navigere i indholdet. Videoerne har i gennemsnit en kort levetid på platformen, og brugere vil opleve, at mange videoer er utilgængelige.

Moderation af pornografisk indhold

xHamster ejes af Hammy Media Ltd, som er et ekstremt lukket firma, som på trods af flere retssager forbliver nærmest utilgængeligt for forskere og journalister. Mediet VICE har efterforsket firmaet grundigt, men det nærmeste, journalisterne er kommet på ejerne, er blyantstegninger af, hvordan de ser ud, og deres bopæle. Ved at gå undercover i xHamsters moderator-gruppe af frivillige fik VICE dog et indblik i, hvordan indholdet på platformen modereres og kunne konkludere, at det kun sker i ringe grad.

Der er tre måder, videoer kan blive fjernet fra siden på: For det første kan brugere anmode om at klip fjernes ved at trykke på den lille klokke eller flag under videoen. Det kan fx være, fordi brugeren oplever, at videoens indhold er grænseoverskridende eller endda ulovligt. For det andet kan dem, som har lagt videoen op, fjerne den igen, hvis de ikke længere ønsker, at indholdet er tilgængeligt. Og endelig kan platformen selv fjerne videoer, som fx ikke lever op til sidens regler.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig