Det var sjovt! Både at følge kuglerne rundt på banen og at se på alle de andre - deriblandt rigtig mange børn - der også kiggede på kuglerne.
Vi prøvede at følge en bestemt kugle hele vejen rundt, hvilket slet ikke var så let. Det var også en ide, andre havde fået, bemærkede vi.
Først syntes vi, det kunne være sjovt, hvis kuglerne havde haft forskellig farve eller numre, men det er muligvis med vilje, at de ser helt ens og anonyme ud. Måske ville det forårsage for mange trafikuheld, hvis alle fartede rundt efter lige deres kugle.
| En af kugleelevatorerne. Børnene havde tydeligvis fået lov til at dekorere væggene med deres egne kunstneriske udfoldelser, inden væggene skal males i en ny farve til den næste større udstilling. |
Det er ikke første gang, vi har oplevet en af Jeppe Heins kuglebaner. I maj sidste år så vi nemlig udstillingen In is the only way out i Cisternene i Frederiksberg Have. Det var noget af det, jeg ikke - meget mod min vilje - fik blogget om, men nu er der en anledning til at følge op på den del af vores lille ferie i hovedstaden.
På det tidspunkt havde vi heller ikke før set en større Jeppe Hein installation, så det hele var nyt og spændende for os.
Der var arbejdet med både lyd, lys og bevægelse, og det kunne vi godt lide. Kuglebanen var den sidste del af udstillingen. Vi kiggede længe på den, men jeg fik ikke nogen anvendelige billeder af den. Spejlene var nemme at fotografere.