Viser opslag med etiketten Iittala. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Iittala. Vis alle opslag

tirsdag den 13. august 2013

Jeg har vundet

Somme tider deltager jeg i blog-konkurrencer om give-aways. I sommer har jeg været heldig. Ikke bare én, men to gange.

En af de blogs, jeg følger, er Anne au Chocolat's. En bogstaveligt talt meget lækker blog, som jeg "tørlæser", for jeg er nødt til at afholde mig fra de mængder af chokolade, kager, søde sager, som der bliver bragt opskrifter på, hvis jeg ikke skal få Michelinmand-facon. Desværre!

Men konkurrencerne kan jeg deltage i. I den seneste kunne man vinde lækkert finsk design fra Iittala - og det gjorde jeg. Jeg kunne selv vælge mellem forskellige designs - det tog laaaaang tid!
I morges meget tidligt kom fragtmanden med en stor pakke med to skåle og to krus.


Skålene er allerede blevet udnævnt til salatskåle. Vi havde snakket om, at vi godt kunne spise vores salater af noget lidt mere eksklusivt end de plastbokse, vi plejer at bruge, men havde ikke nået at investere i noget endnu, da jeg fik at vide, at jeg havde vundet. Sjovt nok er der nøjagtig samme rumindhold i de nye skåle som i den gamle bokse. Jeg tror bestemt, salaten kommer til at smage endnu bedre nu.

Den anden give-away jeg vandt var på Nikisgarage, hvor jeg var så heldig at vinde to gamle, morsomme håndarbejdsbøger.

Brikvævning har jeg praktiseret, og jeg har mine brikker endnu. Det kunne jeg godt finde på at tage op igen. I den anden bog beskrives bl.a. sprang, som jeg også har forsøgt mig med, dog uden større held.

Nikisgarage bebos af "Den gamle krage", også kendt som Ellen. Det er en blog uden bestemt emne - lidt i familie med min. Tit er der nogle rammende og sjove indlæg, som jeg ikke kan lade være med at grine af.

onsdag den 8. september 2010

Så fik jeg den!!!

"Den" er Gluck-kanden fra Iittala, som jeg tidligere har skrevet om.

Jeg har ønsket mig den i ret præcist 10 år, og har i adskillige år haft en søgeagent på Ebay, så jeg ville få besked, når/hvis den blev sat til salg.

For nylig kom så den mindste af de to store runde kander i klart glas - den jeg allerhelst ville have - på auktion, og heldigvis med "Køb den nu"-mulighed. Jeg skulle IKKE have pruttet om prisen, der i øvrigt var helt rimelig.

Undervejs har jeg også fået fingre i den mindste kande, der vist er en fløde/mælke-kande, i topasfarvet glas og karaflen i opalfarvet. Især karaflen synes jeg også er dejlig.

Dem fandt jeg i USA, men den store klare kande fandt jeg såmænd i hjemlandet Finland.

Nu mangler jeg bare den største af kanderne, men det er ikke så vigtigt nu, hvor jeg har fået den anden. Jeg har nu alligevel ikke afinstalleret søgeagenten...

torsdag den 12. februar 2009

Mere Gluck

Gluck er ikke bare kedelige operaer. Det er også dejligt finsk design.

I 2000 var vi nogle dage i Helsinki. På vej hjem købte jeg i lufthavnen to små fine glasskåle. De er designet af Kati Tuominen-Niittylä i 1993, fremstillet af Iittala og er med i en serie, der hedder Gluck. De er så lækre at se på og er nærmest bløde at røre ved.

Jeg ville - og vil - også gerne have en af de runde kander, helst i klart glas, men den hvide opalfarve kan også bruges. Jeg kan ikke huske, om jeg bare var for nærig, eller om det kneb med pladsen i kufferten, men i hvert fald regnede jeg med, at sådan en kande kunne jeg da altid få.

Men øv, det kan jeg ikke! For nogle år siden gik serien ud af produktion (kan man nu forstå det???), og selv om jeg har ledt højt og lavt på nettet, kan jeg ikke finde hverken den store eller den lille kande. Jo, jeg kan finde den store, men i grøn, og det er ikke det, jeg vil have.

Så hvis nogen har en af de store runde kander til salg i klart glas eller opal, så er jeg altså interesseret. Foreløbig må jeg nøjes med at nyde mine skåle.