Aktuelt

”Det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt.”

Sådan lød en kendt børneremse i 1970’ernes og 1980’ernes danske skolegårde. Et eksempel på den brede, folkelige appel, som avisen Aktuelt havde oparbejdet gennem sit virke som folkeligt talerør for den socialdemokratiske bevægelse. Oprindeligt havde Aktuelt navnet Socialisten og senere Social-Demokraten for at blive omdøbt til Det Fri Aktuelt i forbindelse med en omlægning for så igen at hedde Aktuelt, da avisen blev lukket i 2001.

Aktuelt var et markant dagblad i den danske presse og ikke mindst arbejderbevægelse. Gennem årene gennemlevede Aktuelt en turbulent tid som formidlende organ for fagbevægelsen og Socialdemokratiet med til tider hårdhændede magtkampe og forfølgelser af avisens ledende figurer. Som årene gik, oplevede Aktuelt dog, at dens meget klare politiske ståsted ikke modsvarede efterspørgslen fra læserne og kravene om vandtætte skodder mellem presse og politiske magtorganisationer. Dette forsøgte den at rette sig efter, men det stod mod slutningen af det 20.århundrede tydeligt, at foretagendet var urentabelt. A-pressen ejede Aktuelt og en række andre af fagbevægelsens udgivelser, og det var ikke økonomisk holdbart i længden. I 2001 lukkede Aktuelt derfor.

Aktuelt fungerede igennem gennem sin historie både som parti- og fagbevægelsespresse, men dens rolle og profil ændrede sig markant over tid. Den udkom under de skiftende titler fra 1871 – 2001.

Aktuelt begyndte sin levetid som ugeblad under navnet Socialisten. Det første nummer udkom 22.juli 1871. En af stifterne var Louis Pio, som også var en af grundlæggerne af den organiserede arbejderbevægelse i Danmark samt af stiftelsen af Socialdemokratiet. Netavisen Pio, med tilknytning til fagbevægelsen og Socialdemokratiet, er således opkaldt efter ham.

Aktuelts politiske formål og ståsted var med andre ord klart fra begyndelsen. Allerede i 1872 blev mediet til et dagblad og to år senere blev det omdøbt til Social-Demokraten.

De første år var hårde rent politisk, og avisen mødte markant modstand som følge af dens politiske ståsted. Det kom til udtryk i myndighedernes kritik og retsforfølgelsen af skiftende, ledende personer på dagbladet, hvilket afspejlede det konfliktfyldte forhold mellem arbejderbevægelsen og statsmagten i 1870’erne. Ifølge historikere var avisen opfattet som et sekterisk partiorgan, der fik stor opmærksomhed fra politiet og myndigheder, netop fordi den italesatte arbejderklassens rettigheder i en aktivistisk tone.

Dette kom klarest til udtryk ved Louis Pios’ indlæg i avisen, og avisen spillede også en rolle som kanal for socialistisk teori og arbejderbevægelsens ideologiske udvikling. For eksempel bragte Social-Demokraten artikler om socialismens videnskabelige og teoretiske grundlæggere Karl Marx og Friedrich Engels, og at Engels’ tekster blev gengivet eller diskuteret i avisen.

Avisen blev hurtigt en succes og nød således godt af Socialdemokratiets udbredelse i Danmark i slutningen af det 19.århundrede. Oplagstallet voksede fra 1.200 i 1881 til 22.000 i 1889 i takt med, at stemmetallet på Socialdemokratiet voksede fra valg til valg.

Dette skete med Emil Wiinblad som chefredaktør. Her gik avisen fra at være et partiorgan for Socialdemokratiet til at blive et egentligt dagblad med fokus på nyhedsformidling i begyndelsen af det 20. århundrede. Under Wiinblad blev der også lagt stor vægt på socialt indigneret reportage om blandt andet arbejdsvilkår, levestandarder og klassemodsætninger for arbejderne. Dette styrkede kun avisens position i forhold til dens kernelæsere, og det hjalp til at finansiere andre projekter under A-pressen. Disse var eksempelvis lokalaviser og trykkerier.

I tiden op til og under 1. Verdenskrig fortsatte Social-Demokraten med at være Socialdemokratiets fremmeste talerør, men efter 1. Verdenskrig oplevede den, at oplaget stagnerede og til tider gik tilbage. Det skete blandt andet på grund af konkurrencen fra mere sensationsprægede udgivelser som Ekstra Bladet og B.T, der appellerede til samme læserskare.

Under den tyske besættelse af Danmark i 1940-1945 fortsatte Social-Demokraten med at blive udgivet, men det skete naturligvis under censur. I 1959 ændrede avisen navn til Aktuelt som led i en modernisering, og i 1966 skiftede den format til det mindre, mere håndholdte tabloide avisformat for blandt andet at modsvare læsernes vaner og konkurrencen fra eksempelvis Ekstra Bladet og B.T, der allerede udkom på dette format. Samtidig udviklede mediebranchen sig til at være i en mere uvildig retning løsrevet fra de klassiske, politiske tilhørsforhold, som medierne var grundlagt under. Dette gjort Aktuelt således også, selv om det historiske bånd og ejerskab til fagbevægelsen og Socialdemokratiet umuliggjorde et endeligt brud.

De af A-pressen etablerede lokalaviser på Sjælland havde det dog svært, og de fleste af dem måtte give op i løbet af 1960’erne. Strategien fra A-pressen var i stedet at udbrede Aktuelt, som dermed blev en landsdækkende avis, hvilket forøgede oplaget til over 60.000 daglige udgivelser i løbet af 1970’erne og 1980’erne. Det var her, at børneremsen fra skolegården blev ganske udbredt.

Den stabile succes var dog en stakket frist. Ekstra Bladet og B.T havde fået et solidt fodfæste blandt den samme læserskare, som Aktuelt historisk havde levet godt af, arbejderklassen. Begge af formiddagsbladene havde opbygget en stærk og klar profil, mens Aktuelts var vigende. Dette var også tydeligt internt på avisen, og derfor lavede man den største relancering af avisen siden navneforandringen fra Social-Demokraten til Aktuelt i 1959.

Det Fri Aktuelt var det nye navn.

I forbindelse med relanceringen i 1987, hvor avisen midlertidigt antog navnet Det Fri Aktuelt, blev der i præsentationer og redaktionelle programerklæringer lagt vægt på uafhængighed i forståelsen af en løsrivelse fra partiapparatet. Samtidig ville Det Fri Aktuelt tilbyde journalistisk fornyelse og beskæftige sig med flere emner. Relanceringen blev ledsaget af et nyt layout, nye medarbejdere og en ambition om at kombinere klassisk nyhedsdækning med undersøgende journalistik og debatstof.

Rent politisk blev Socialdemokratiet til et regeringsbærende parti i otte år fra Poul Schlüter gik af som statsminister efter Tamilsagen i 1993 indtil valgnederlaget til Venstre og Anders Fogh Rasmussen i 2001. For Aktuelt betød dette, at den magtkritiske tone på vegne af arbejdervælgerne blev oplevet som knapt så nødvendig i takt med, at Socialdemokratiet med Poul Nyrup Rasmussen som formand lavede en politisk midterdrejning med et fast regeringspartnerskab med Det Radikale Venstre i 1990’erne.

Samtidig med relanceringen til Det Fri Aktuelt blev DR-profilen, forfatteren og filminstruktøren Jørgen Flindt Pedersen hentet til som ny chefredaktør. En post han havde 1987 – 1993, hvor han blev afløst af Lisbeth Knudsen, som også har været nyhedsdirektør i DR og chefredaktør på Berlingske Tidende. Knudsen var i sin periode på Det Fri Aktuelt også adm. direktør for A-pressen, hvilket understregede Det Fri Aktuelts betydning for fagvægelsens medieorganisation.

Oplaget fortsatte dog med at falde. Fra 63.000 i 1987 over 36.000 i 1997 til 26.000 i 2000. Et forsøg på at relancere avisen til det oprindelige Aktuelt i 1997 hjalp ikke på det vigende læsertal, og fagbevægelsens tilskud til at holde hånden under avisen voksede. I forbindelsen med et krisemøde om Aktuelt i A-pressens bestyrelse i april 2001 blev beslutningen om at lukke Aktuelt truffet, og alle de andre, landsdækkende mediers ledere handlede dagen efter om det nu forhenværende dagblad, som havde været en kulturinstitution i dansk mediehistorie.

”I de senere år har LO spenderet over en mia. kr. for at holde Aktuelt i live…Vi vil nu igen høre, at det borgerlige pressemonopol er styrket. Men det er helt forkert. En avis som Politiken har i mange år været langt mere socialdemokratisk orienteret end Aktuelt,” stod det i Berlingske Tidende, mens Politiken udlagde teksten således:

”I dette tilfælde er det oven i købet en kvalitetsavis, der lukker, og en avis, der er udkommet i næsten 130 år. Aktuelts problem har været, at den er blevet gjort til en del af fagbevægelsens store og diffuse medieambitioner, og at den aldrig har fået lov til at være sig selv, heller ikke økonomisk.”