Boris Pasternak

Boris Pasternak voksede op med kunst og kultur; faderen, Leonid Pasternak, var en kendt maler, og moderen var pianist. Den unge Pasternak studerede først musik, derpå filosofi.

Under et studieophold i Marburg i 1912 gennemlevede Boris Pasternak en krise, som førte ham til poesien, og året efter sluttede han sig til den futuristiske gruppe Centrifugen. De tidlige samlinger En tvilling i skyerne (1914) og Over barriererne (1917) bærer præg af hans kamp for at frigøre sig fra vennen Vladimir Majakovskijs dominans.

Med Min søster livet (1922) og Tema og variationer (1923) fik Pasternak sit egentlige gennembrud. En ekstatisk livsfølelse gennemstrømmer denne poesi. De lange poemer Året 1905 (1925-1926) og Løjtnant Schmidt (1926-1927) registrerer Ruslands revolutionære rystelser med forfinet flertydighed. I denne periode udgav han tillige en række eksperimenterende prosatekster (dansk Prosa, 1953) og i 1931 det selvbiografiske Lejdebrev (dansk 1953), hvor et afsnit er tilegnet Rainer Maria Rilke.

Samlingen Den anden fødsel (1932) markerer overgangen til et enklere, mere afklaret udtryk. Men samtidig kom den "ufolkelige" digter i politisk unåde og fik i det følgende tiår kun udgivet bestilte oversættelser. Trods de pressede omstændigheder er Pasternaks gendigtninger af Shakespeare, Goethes Faust og georgisk poesi et højdepunkt i russisk oversættelseskunst. Herefter udkom samlingerne Morgentog (1943) og Jordiske vidder (1945). I 1954 slap ti af hans Zjivago-digte gennem censuren, dvs. digte, der indgik i hans store roman om lægen, der også er digter.

Romanen Doktor Zjivago, som Pasternak skrev i perioden 1945-1956, blev nægtet udgivelse. Til gengæld blev den en verdenssensation, da den udkom i Italien i 1957 (på dansk i 1958). Den filmatiseredes i 1965 af David Lean. Værket skildrer de kaotiske revolutions- og borgerkrigsår og er et lyrisk-humanistisk opgør med Sovjetsamfundets ensretning og brutalitet.

Da Boris Pasternak i 1958 fik tildelt nobelprisen i litteratur, indledtes fra sovjetisk side en hadsk kampagne mod den "antisovjetiske" forfatter, som måtte afstå fra at rejse til Stockholm og modtage prisen.

Efter nobelprisskandalen levede Pasternak tilbagetrukket, men hans død og begravelse i 1960 gav anledning til en storstilet manifestation fra det undertrykte kulturliv. Herefter begyndte en gradvis rehabilitering, men først i 1988, under glasnost, kunne Doktor Zjivago udkomme i Sovjetunionen.

I 1990, på hundredårsdagen for digterens fødsel, blev hans bolig i kunstnerbyen Peredelkino indviet som museum. I det postkommunistiske Ruslands første årtier fremhævedes Boris Pasternaks individualisme som en kunstnerisk og moralsk kvalitet af højeste karat.

På dansk foreligger også Den sidste sommer (1959), Forsøg til en selvbiografi (1959), Digte (1961) og Min søster livet (1977).

• russisk litteratur
• Nobelprisen

• Nobelkomitéens begrundelse