Balder

Snorre fortæller i sin Edda, hvordan den smukke og gode Balder drømmer onde drømme om sit liv, og hans mor Frigg tager alverden, på nær den ubetydelige mistelten, i ed på ikke at ville skade Balder. Under gudernes leg arrangerer Loke, at den blinde Høder skyder sin bror Balder med en pil af misteltenen. Gudernes forsøg på at hente Balder tilbage fra dødsriget Hel mislykkes, da Tøk (den forklædte Loke) som den eneste i verden græder tørre tårer over Balders død. Brodermordet på Balder indvarsler Ragnarok, verdens undergang; men efter Ragnarok vil Balder komme igen, forsonet med Høder.

Baldermyten er nok den hyppigst fortolkede tekst i den nordiske mytologi:

• Den er blevet opfattet som teksten til en initiationsrite for unge krigere, der opnår krigerstatus gennem symbolsk drab. Den unge mand indvies til Odinskriger, jævnfør at Odin ofrede sig selv til sig selv, og at Balder er hans søn, dvs. som kriger edsforbundet med krigerguden.
• Den er også blevet tolket som en myte over det gængse sagnmotiv, at to brødre – ofte et tvillingepar – konkurrerer, og den ene dræber den anden; dette motiv er tydeligst i Saxos version.
• Andre har sat den i forbindelse med frugtbarhedskult: Balder dør og genopstår, ligesom vegetationen forsvinder hvert efterår og genopstår ved forårets komme. I forlængelse heraf kan den ses som en myte om et dødsbryllup, hvor guden gifter sig med dødsgudinden ved ankomsten til dødsriget.
• Atter andre har påpeget ligheden med Kristus: Balder er den ekstremt gode og uskyldigt lidende gud. Han er lysende ren, klar og hvid, jævnfør at Jesus blev kaldt Hvide-Krist af datidens nordboere.
• Endelig er myten tolket ud fra en teori om Balder som syndebuk, dvs. som et offer for en kollektiv voldshandling, et sakralmord, i et samfunds krisesituation.

Under alle omstændigheder stiller myten om Balder en eksistentiel situation i fokus: dødens uigenkaldelighed. Menneskelivets grundvilkår belyses i et mytisk plan med guder som aktører. I mytologien lever menneskene i den beskærmede Midgård; men det eneste menneskepar, vi hører om, er Ask og Embla, og vi hører kun, at de bliver skabt af træer og nu ikke længere er "skæbneløse"; men derefter er de ude af historien.

Guderne er ganske vist udødelige og lever i en evighedsdimension; men da de i virkeligheden belyser livet som sådant, kommer døden ind i deres verden.

At Tyr mister sin hånd i Fenrisulvens gab, er det første dødens tegn. Guderne leger en uskyldig leg med den uskyldsrene Balder, men pludselig bliver det dødsens alvor. Og hvor meget der end sørges og forsøges, er Balders død uigenkaldelig. Selv Odins guldring Draupner, som symboliserer evigheden ved hele tiden at kunne dryppe nye ringe, kan ikke bruges. Uigenkaldeligheden er livets grundvilkår, og derfor bliver man så ramt af fortællingens mistelten.

Det nytter ikke noget at tilføje, at Balder og Høder i den nye verden skal genopstå til fordrageligt broderskab; det ligger uden for fortællingens ramme. Og af Ragnaroks kollektive blodbad kan læseren ikke rammes på samme eksistentielle vis i hjertekulen som af den individuelt udfoldede skæbne.

Nærliggende kunne det også være at tolke myten som en belysning af en gravkult med skib, bålfærd, rejse til de dødes rige, offergaver og offerdyr. Men scener deri er vanskelige at få på plads i en eventuel rite, bl.a. den groteske detalje med Thor, der i forbifarten sparker dværgen Lit ind i gravbålet.

Baldermyten har været udnyttet særdeles forskelligt og frit i dansk litteratur og kunst.

• Høder
• Nanna (i nordisk mytologi)
• Forsete
• Balders død (syngespillet)
• nordisk religion og mytologi