Cædmon

Ifølge Bedas Historia ecclesiastica gentis Anglorum (Angelsaksernes kirkehistorie) fra 700-tallet var Cædmon en kvæghyrde ved Whitby Kloster i det nordlige England. Det skete en aften, mens Cædmon var til fest, at de andre tilstedeværende begyndte at kvæde og sende en harpe rundt. Den ydmyge Cædmon forlod festen, inden det blev hans tur, og faldt i søvn i kostalden.

Mens han sov, drømte Cædmon, at Gud bad ham om at synge noget. I første omgang nægtede Cædmon at synge, idet han sagde, at han ingen sang kendte. Alligevel bad Gud ham igen om at synge, og Cædmon begyndte da at synge en sang, som han aldrig havde hørt før. Sangen, der kaldes Cædmon’s Hymn (Cædmons lovsang), er det ældste bevarede digt på det oldengelske sprog.

Da Cædmon vågnede fra sin drøm, begyndte han ifølge Bedas beretning at digte sange med kristent indhold, inklusive det meste af Første Mosebog i Det Gamle Testamente og beretningen om Jesu død og opstandelse i Det Nye Testamente.

Det ældste bevarede digt på oldengelsk er en lovprisning til Gud, der tilskrives Cædmon fra Bedas kirkehistorie. Digtets 9 linjer er skrevet i den oldgermanske versform, der kendetegnes ved halvvers og bogstavrim:

Nu we sculon herigean | heofonrices Weard || Meotodes meahte | ond his modgeþanc || weorc Wuldorfæder | swa he wundra gehwæs || ece Drihten | or onstealde || He ærest sceop | eorðan bearnum || heofon to hrofe | halig Scyppend || Þa middangeard | moncynnes Weard || ece Drihten | æfter teode || firum foldan | Frea æmihtig

“Nu skal vi lovprise himmerigets vogter, skaberens magt og hans tankegang, vidunderfaderens værk, i hvilket han, den evige herre, skabte oprindelsen til hvert vidunder. Han skabte først verden til menneskebørnene, med himlen som tag. Hellige skaber! Da midgård blev menneskehedens, skænkede den evige herre derefter landjorden til mennesket. Almægtige herre!”

Cædmons lovsang er bevaret i håndskrifter fra 700-tallet og frem til 1400-tallet. I 2026 blev et håndskrift i Rom identificeret som den ældste kopi af Bedas kirkehistorie på latin, hvor Cædmons lovsang indgår på engelsk. Håndskriftet kan dateres til begyndelsen af 800-tallet, omkring 100 år efter Beda forfattede sin kirkehistorie.

Et håndskrift fra omkring år 1000 indeholder i alt fire gendigtninger af bibelsk indhold på oldengelsk, der delvis stemmer overens med Bedas fortælling om, hvad Cædmon digtede. De første to er den angelsaksiske Genesis og Exodus (henholdsvis 1. og 2. Mosebog). Derudover indeholder håndskriftet en gendigtning af Daniels bog samt et digt om Kristus og Satan, der stammer fra det apokryfe Nikodemusevangelium.

Håndskriftet kaldes Codex Junius (Det juniuske håndskrift) efter dets tidligere ejer, Franciscus Junius, der udgav håndskriftets indhold i 1655 ved titlen Cædmonis Monachi Paraphrasis Poetica (Munken Cædmons poetiske genfortælling). Digtene bliver sammen med lovsangene ofte omtalt som Cædmon-digtene.

Nogle af disse digte har i Danmark fx sat sig tydelige spor i N.F.S. Grundtvigs gendigtning, fx i salmen ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” (Den Danske Salmebog nr. 213).

En dansk gengivelse af nogle af Cædmons digte findes i Bent Noack, Helvedstorm og Himmelfart (1983) og Menneskevordelse og Korsdød (1996).

• Storbritanniens litteratur
• oldengelsk
• bibeloversættelser