Området var oprindelig eksercerplads for hæren, men i 1912 landede det første fly på området. Under 2. Verdenskrig udbyggede den tyske besættelsesmagt lufthavnen til en betydelig militær flyveplads.
Oslos hoved lufthavn var Fornebu som lå tæt på byen ved Oslofjorden. Denne lufthavn kunne, dels på grund af pladsmangel, dels på grund af dens beliggenhed tæt på byen, ikke udvides, og fik allerede i 1970'erne kapacitetsproblemer. I 1978 flyttede SAS sin rute til New York væk fra Fornebu og ud til Gardermoen.
I 1992 besluttede det Norske Storting at udbygge Gardermoen med henblik på helt at lukke Fornebu og flytte al flytrafik ud til Gardermoen. Det blev samtidig besluttet at bygge en højhastigheds-jernbaneforbindelse mellem lufthavnen og Oslo hovedbanegård.
Gardermoen lufthavn åbnede officielt den 8. oktober 1998, og samtidig blev Fornebu lukket. Området, hvor Fornebu lå, består i dag primært af bebyggelse samt Telenor Arena.
I 2017 blev en ny terminal indviet, og lufthavnen fik en ny opdeling af Schengen/Non-Schengen-trafik med flere nye gates, der kunne anvendes fleksibelt.
Lufthavnen ejes og drives af den norske luftfartsmyndighed Avinor, der med enkelte undtagelser også ejer og driver alle øvrige civile lufthavne i Norge. Som enkelte undtagelser kan nævnes Rygge og Sandefjord lufthavne, der begge ligger i det sydlige Norge på hver sin side af Oslofjorden og ejes af de lokale kommuner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.