kontaktallergi

Årsagen til allergisk kontakteksem er, at et stof, der kommer i kontakt med huden, opfanges af Langerhans-celler, som omdanner stoffet og præsenterer det for T-lymfocytter. Normalt vil T-lymfocytterne tolerere stoffet, men ved allergi sker det modsatte: T-lymfocytterne bliver sensibiliserede, og ved kontakt med det pågældende stof udløses en betændelsesreaktion i huden.

Man ved endnu ikke, hvorfor nogen udvikler allergi, mens andre ved samme type kontakt udvikler tolerance. Graden af og typen eksponering for stoffet har afgørende betydning. For eksempel ses nikkelallergi hos omtrent ti procent af kvinder med huller i ørerne, men kun hos to procent af kvinder uden huller i ørerne.

Allergi mod kromat var tidligere en almindelig og invaliderende erhvervssygdom hos murere. Dette problem er stort set væk, fordi cement nu om dage tilsættes jernsulfat, som binder kromat. Det har nedsat eksponeringen for krom i denne erhvervsgruppe. Nogle stoffer har særlig stor evne til at forårsage allergier ved hudkontakt, og de kan i nogle tilfælde give allergier efter kontakt med huden blot én eller nogle få gange. Et eksempel på dette er ikke-hærdet plaststof, som epoxyharpiks.

Kontakteksem er en betændelsesreaktion i de ydre lag af huden. Huden bliver rød, tør og skællende. I det akutte stadium kan man se små væskeblærer (vesikler). Når blærerne brister, kan der opstå væskende hudområder og skorpeformationer. Udslættet klør.

Lokalisationen vil afspejle, hvor kontakten med det allergifremkaldende stof er eller var, stærkest. Udslæt, der er fremkaldt af for eksempel nikkel, viser sig først og fremmest, hvor huden er i kontakt med smykker, ure, knapper eller lynlåse, der indeholder og frigiver nikkel. Hos stærkt allergiske personer kan udslættet også sprede sig til områder uden direkte kontakt. Når det allergifremkaldende stof fjernes, normaliseres huden efter et stykke tid. Rustfrit stål indeholder nikkel. Men fordi nikkel ikke frigives fra rustfrit stål, kan det hverken sensibilisere eller udløse et allergisk kontakteksem over for nikkel.

Diagnosen bygger på det kliniske billede og sygehistorien. Der lægges vægt på at finde sammenhænge mellem udbrud af udslættet og kontakt med muligt allergifremkaldende stoffer. Lappeprøver med de aktuelle stoffer kan bekræfte eller afkræfte mistanken om særlige allergier.

Behandlingen kan rette sig mod årsagen, hvis udsættelse for det aktuelle allergen kan undgås, eller stoffet helt fjernes. For at fremskynde bedringen behandles eksem desuden symptomatisk, oftest med kortisoncremer. Desværre må nogen forlade et erhverv, hvis man trods værnemidler og andre tiltag ikke kan undgå allergenet. Det kan for eksempel være allergi mod hårfarvemidler hos en frisør.

Der findes en dyremodel, der undersøger et stofs evne til at forårsage allergi. Det undersøges på marsvin. Det er sådanne dyretest, der er udført, når et stof siges at være allergitestet. Alligevel kan også allergitestede stoffer forårsage allergier hos nogle mennesker, selvom der er lille risiko for det. Stoffer, der forårsager allergisk kontakteksem, er små molekyler (< 500 dalton). Og et fællestræk ved dem er, at de har evne til at binde sig til proteiner i huden. Der er beskrevet kontaktallergi mod omtrent 3000 forskellige kemiske substanser, og antallet stiger stadig.

Reaktionen kommer hurtigt, ofte i løbet af minutter efter den aktuelle kontakt. Personen får et udslæt, der består af kløende vabler på huden eller hævelse i slimhinderne. Udslættet forsvinder i løbet af timer.

Diagnosen er ofte enkel at stille, fordi der er en tydelig og hurtig sammenhæng mellem kontakten med det aktuelle stof og reaktionen. Reaktionen kan eventuelt testes ved at placere det aktuelle stof direkte på huden eller ved priktest.

Behandlingen går ud på at fjerne det aktuelle stof. Ved latexallergi skal der bruges handsker, der ikke indeholder latex, fx ved kirurgiske indgreb, tandbehandling eller gynækologiske undersøgelser, da det kan føre til allergisk shock hos personen.