sygeplejeteori

Der findes sygeplejeteorier på forskellige abstraktionsniveauer. De mest abstrakte teorier omtales som grand theories. De består af abstrakte begreber, beskriver sammenhænge på generelt niveau og giver en overordnet forståelse af fænomenet eller fænomenerne, de omhandler. De er ment til at give en generel forståelse af sygeplejefaget. Grand theories kan være svære at relatere til konkrete situationer. Et eksempel på en grand theory er Dorothea Orems (1914-2007) egenomsorgsteori.

Såkaldte middle-range-teorier er mindre abstrakte. De omhandler fænomener på et mere afgrænset felt og er derfor lettere at relatere til praksissituationer. De er også lettere at teste empirisk. Middle-range-teorier er ofte udviklet og testet gennem forskning. Et eksempel på en middle-range-teori er Barbara Riegel og kollegers teori om egenomsorg ved kroniske tilstande.

Narrow scope- eller situationsspecifikke teorier er endnu mere afgrænsede og omhandler specifikke situationer. De er ofte handlingsrettede. Et eksempel på en situationsspecifik teori er Barbara Riegel og kollegers teori om egenomsorg ved hjertesvigt.

Udviklingen af teorier for sygepleje tog fart i sidste halvdel af 1900-tallet. Der findes i dag en række sygeplejeteorier på forskellige abstraktionsniveauer. En gruppe teorier repræsenterer forskellige beskrivelser af patientens behov. En anden gruppe omhandler sygepleje som en mellemmenneskelig og problemløsende arbejdsproces. En tredje gruppe teorier omhandler sygeplejefagets etiske og normative grundlag, fx omsorgsteorier og teorier om personcentreret sygepleje.

En af de første til at udvikle en almen teori om sygepleje var den amerikanske sygeplejerske Virginia Henderson (1897–1996). I 1955 udgav Henderson en lærebog, der fokuserede på sygeplejerskens opgaver med at identificere og afhjælpe patientens grundlæggende behov. Ud over de fysiske behov omfattede hendes teori også psykiske, sociale og eksistentielle behov. Det overordnede mål skulle være at genoprette patientens selvstændighed og eventuelt bidrage til en fredfyldt død. Hendersons tanker blev lagt til grund for sygeplejens grundprincipper, som de blev formuleret af det internationale sygeplejeråd, International Council of Nurses (ICN).

En anden, der har påvirket teoriudviklingen inden for sygepleje på en markant måde, er den irsk-amerikanske sygeplejerske Ida Jean Orlando (1926–2007), som i begyndelsen af 1960'erne introducerede sygeplejeprocessen. Flere andre forfattere har videreudviklet denne, blandt andre Helen Petro-Yura (1929–2015) & Mary B. Walsh, Dorothea Orem (1914–2007), Joyce Travelbee (1926–1973) og Ernestine Wiedenbach (1900–1998).

Kari Martinsen (f. 1943) fra Norge og Katie Eriksson (1943-2019) fra Finland er blandt de nordiske sygeplejeteoretikere, der har bidraget til teoriudviklingen i sygeplejevidenskaben. De formulerede deres teorier i 1980'erne.

Kari Martinsen vægter i sin tilgang, at omsorg handler om relationen mellem to mennesker. Denne relation bygger på fællesskab, solidaritet og gensidighed uden forventninger om modydelser. Omsorgen viser sig gennem praktisk handling og skal bygge på en bevidst holdningsmæssig begrundelse.

Katie Erikssons omsorgsteori har visse lighedstræk med Martinsens. Eriksson fokuserer på, at omsorgen skal have et sundhedsfremmende formål. Hendes sundhedsbegreb er bredt og bærer præg af at være en tilstand, hvor man som menneske er hel og integreret og konstant i forandring.

Hverken Martinsen eller Eriksson giver udtryk for, at den omsorg, der ydes af sygeplejersker, principielt set er anderledes end den omsorg, der ydes af andre professionelle omsorgsarbejdere. I dette perspektiv er det interessant at bemærke, at det svenske begreb vårdvetenskap (engelsk caring science), som bruges af Eriksson, synes at være noget mere omfattende end det danske begreb 'sygeplejevidenskab'.

Også inden for sygeplejevidenskaben har der været debatter om, hvilke fundamentale videnskabssyn der skal lægges til grund for fagudviklingen. Frem til midten af 1970'erne havde det positivistiske videnskabssyn stor indflydelse ved, at der blev lagt vægt på forhold, der kunne underlægges et entydigt observationsprogram og således efterprøves på en objektiv måde. Senere har hermeneutiske og fænomenologiske ideer været i stærk fremvækst, mens kritiske og konstruktivistiske perspektiver stadig er mindre udbredte.

I dag er sygeplejevidenskaben præget af ideologisk og metodisk mangfoldighed og henter blandt andet inspiration fra humaniora og samfundsvidenskaberne. Sygeplejeforskning henter også inspiration fra den kliniske medicinske forskning. Blandt andet er interventionsstudier og randomiserede kliniske forsøg blevet mere almindelige inden for sygeplejefaget.

Evidensbaseret sygepleje er også en ny og voksende trend. Denne er inspireret af evidensbaseret medicin og bygger på de principper, der er udviklet inden for Cochrane-systemet. Evidensbaseret sygepleje har været genstand for betydelig kritik. I de senere år er der sket en udvikling, hvor forståelsen af evidens er blevet udvidet, og viden udviklet ved hjælp af kvalitative metoder er blevet tillagt større betydning.

• sygepleje
• sygeplejeprocessen