patofysiologi

Patofysiologi handler altså om den syge eller nedsatte funktion. Ændringer i struktur eller form (morfologi) i organismen beskrives som udgangspunkt som patoanatomi.

I praksis skelnes der dog ikke skarpt mellem patofysiologi og patoanatomi. For eksempel kan fortykkelse af hjertemuskulaturen (myokardiet) optræde ved forhøjet blodtryk, og denne fortykkelse kan betegnes som patofysiologisk, selvom det er strukturen, der er ændret. Med betegnelsen patofysiologisk angives det, at der er en funktionsmæssig (fysiologisk) forklaring på den strukturelle ændring – nemlig at det forhøjede tryk medfører fortykkelsen af hjertemuskulaturen som en mekanisme, der kompenserer for det forhøjede tryk.

Kendskab til patofysiologiske mekanismer øger muligheden for at behandle sygdomme og symptomer korrekt. Med øget viden bliver et tiltagende antal sygdomme, for eksempel blodtryksforhøjelse og stofskiftesygdomme, defineret og klassificeret ud fra deres patofysiologi og sygdomsmekanisme.

Påvisning af de funktionsforstyrrelser, en sygdom medfører, indgår som et vigtigt led i klinisk forskning, diagnostik, sygdomsbehandling og sygdomskontrol. Undersøgelsesmetoder udviklet inden for klinisk fysiologi og klinisk biokemi tillader bestemmelse af hjertefunktion, nyrefunktion, skjoldbruskkirtelfunktion osv. og indgår systematisk i udredningen af forskellige sygdommes patofysiologi.

I takt med udviklingen af den fysiologiske forskning, der især tog fart i 1800-tallet, har man været i stand til at beskrive stadig flere sygdomme ved hjælp af de patofysiologiske ændringer, de medfører. For eksempel kan symptomet væskeansamling i vævene (ødem) skyldes flere forskellige sygdomstilstande, bl.a. hjerteinsufficiens, nyreinsufficiens og vitaminmangelsygdommen beriberi. Tidligere tiders kloge koners anvendelse af digitalis som lægeplante til behandling af ødemer har kun givet resultat i de tilfælde, hvor symptomet ødem var led i en hjertesygdom.

• fysiologi
• patoanatomi
• ødem
• skjoldbruskkirtelsygdomme