pattedyr

Et umiddelbart synligt træk hos pattedyr er et isolerende hårlag (se hår og pels). Hos nogle få, fx hvaler, er hårlaget reduceret, og isoleringen varetages af et tykt spæklag. Isoleringen er basis for, at pattedyr i lighed med fugle kan opretholde en ret høj (omkring 37 °C) og konstant indre temperatur (homotermi) vha. et forhøjet stofskifte (endotermi). Dette muliggør et højt aktivitetsniveau under vidt forskellige ydre kår, men er ikke omkostningsfrit, da det kræver et konstant højt stofskifte. Der er da også i forhold til krybdyrene karakteristiske ændringer i netop de organsystemer, der har med føde- og iltoptag at gøre, og samlet indebærer dette en effektivisering af hele stofskifteprocessen.

En fordel ved den høje legemstemperatur er bl.a. et hurtigere fungerende nervesystem. Overførsel af impulser ved nervesystemets synapser sker ved diffusion, og denne proces er temperaturafhængig. En effektiv koordinering af de tusindvis af enzymatiske processer, som foregår i enhver organisme, er kompliceret. Temperaturregulering inden for ret snævre grænser bidrager til at optimere dette.

Det niveau, vi finder hos de placentale pattedyr, 36-38 °C (hos pungdyr og især kloakdyr nogle grader lavere), ligger generelt over gennemsnitstemperaturen de steder, hvor pattedyr findes. Det betyder, at et pattedyr altid mister varme til omgivelserne. Den varmeproduktion, der kompenserer herfor, hidrører fra stofskiftet eller fra muskelkontraktioner. Varmetabet øges, jo større overfladearealet er i forhold til legemsvægten; fx må en spidsmus hver dag indtage sin egen vægt i føde for at opretholde et stofskifte, der kan kompensere herfor.

I tilfælde hvor ydertemperaturen er høj, eller hvor kraftig muskelaktivitet øger varmeproduktionen, er denne passive varmeafgivelse ikke tilstrækkelig til at holde legemstemperaturen nede. I første omgang kan blodgennemstrømningen nær overfladen øges i fremspringende dele af kroppen, fx ørerne, men er dette ikke tilstrækkeligt, træder en for pattedyrene karakteristisk aktiv nedkøling i funktion: svedproduktion. Svedkirtler er små rørformede dannelser, der udmunder på hudens overflade, og den varme, der bruges, når sveden fordamper, tages fra selve kroppen, som derved afkøles. Visse pattedyr har kun få svedkirtler; her kan nedkølingen ske ved fordampning fra mundhulens og tungens fugtige overflade, som det fx kendes hos hunden. Dette kan minde om forholdene hos fuglene, hvor fordampningen sker fra luftvejenes indre overflader, primært fra luftsækkene.

Svedkirtler må antages at være opstået hos pattedyrenes stamformer som et element i det kompleks af karaktertræk, der sikrer en effektivt fungerende varmblodet organisme. Men det har tilsyneladende været en struktur, som let ændres til også at fungere i andre vigtige sammenhænge. Eksempelvis er flere typer af duftkirtler (færtorganer) omdannede svedkirtler, og i denne nye rolle får de en vigtig signalfunktion i adfærdsreguleringen hos mange arter. Endelig antages mælkekirtlerne også at være omdannede svedkirtler.

Pattedyrhanner har en rørformet penis, og i forbindelse med parringen sker en indre befrugtning. Kloakdyrene lægger store æg omgivet af en skal. Hos echidnaerne (myrepindsvin) udruges det i en pung på hunnens bug, mens næbdyrhunnen bygger en rede hertil. Pungdyr og placentale pattedyr danner meget små æg, og fostrene udvikles i livmoderen. Hos pungdyrene etableres ingen fast forbindelse mellem fostret og moderen, dog overføres der næring gennem sekreter fra livmodervæggen. Opholdet er ret kortvarigt, og ungerne fødes på et meget ufuldstændigt stade, men er dog i stand til at kravle frem til en pattevorte, hvor de fasthæftes, og i den første tid pumpes der aktivt mælk over i ungen. Hos de placentale pattedyr etableres en fast forbindelse, placenta (moderkage), bestående af væv både fra fostret og moderen, hvorigennem der overføres næring. Hos nogle arter fødes ungerne på et ret avanceret stade, men de er i alle tilfælde afhængige af mælk fra moderen i den første tid.

Pattedyrenes formering er styret gennem et kompliceret samspil af hormoner. De fleste arter har en årstidsrelateret reproduktionscyklus. Dog er ægløsningerne hos mennesket og de højere primater løsrevet fra årstidernes vekslen og styret af månedlige hormonale cyklusser. Desuden sker der her en særlig kraftig vækst af livmoderens indervæg som en forberedelse til at modtage det befrugtede æg. Hvis befrugtningen udebliver, udstødes dette væv ved menstruationen.

Der er store variationer i svangerskabets længde, som er ca. to uger hos hamsteren, mens den anden yderlighed er 21-22 måneder hos savanne-elefanten. Ligeledes indtræder kønsmodenheden ved en alder af nogle få uger hos visse gnavere og 15 år hos savanne-elefanten. Det illustrerer to vidt forskellige forplantningsstrategier. Gnaverne må investere i en meget høj ungeproduktion, da deres lave placering i fødekæden bevirker, at kun et fåtal overlever. Elefanter derimod føder få unger, som til gengæld får en omhyggelig yngelpleje og har en lang indlæringsfase, hvilket øger chancen for overlevelse. Se også formering og fosterudvikling.

De første pattedyr var lavbenede, støttede på hele fodfladen (sålegængere) og havde fem klobærende tæer. Fra denne oprindelige type, som i levevis og bygning på mange måder minder om de nulevende spidsmus, er der udviklet tilpasninger til stort set alle tænkelige levesteder på landjorden.

Man formoder, at de første pattedyr i vid udstrækning levede af insekter og andre smådyr. Kindtændernes krone er opdelt i knuder, der ligger i forskellig højde, og det indebærer, at det samme kindtandpar kan skære byttet itu og samtidig knuse hårdere bestanddele. Denne dobbeltfunktion ses endnu hos nulevende arter med denne kost, men ellers har hovedtendensen været en specialisering i retning af enten skære- eller knusefunktionen. Førstnævnte ser vi hos de udprægede rovdyr, hvor kindtænderne danner en meget solid saks. Sidstnævnte er udviklet uafhængigt hos stort set alle planteædende grupper. Her mødes kindtænder i over- og undermund flade mod flade og fungerer som et par slidstærke møllesten. Slidstyrken opnås ved at øge mængden af den hårde emalje, og det sker, ved at kindtænderne bliver højkronede, og ved at overfladen foldes ind på forskellig vis. Pattedyr producerer ikke enzymet cellulase og kan derfor ikke selv nedbryde planternes cellulose. Men dette problem er løst hos de fleste planteædende grupper gennem et samarbejde med mikroorganismer, der producerer cellulase (se hovdyr).

Mere ekstreme specialiseringer i tandforhold og næringsvalg findes hos fx myre- og termitædere såsom myreslugere, echidnaer, jordsvin og skældyr. Fællestrækkene er en lang snude, få eller manglende tænder, lang klæbrig tunge samt kraftige kløer til at grave byttet frem. Disse træk er udviklet uafhængigt hos de forskellige grupper og repræsenterer et eksempel på konvergens inden for pattedyrene.

Der findes også pattedyr med en ganske varieret diæt. Mennesket fx spiser både dyrisk føde og blødere, ret let nedbrydelige plantedele. Sådanne arter kaldes omnivore (altædende), og fødens sammensætning stiller ikke de store krav til tændernes slidstyrke. Vore kindtænder er da også ret lavkronede med små knuder på slidfladen. Denne tilpasning findes hos vidt forskellige grupper; som eksempler kan nævnes gris og rotte, der både i kindtændernes bygning og i fødens sammensætning minder meget om os.

Pattedyr har til alle tider haft stor betydning for mennesket som jagtbytte, som husdyr til levering af kød, mælk og klædning, som trækdyr og transportmiddel og som vagt-, jagt- og kæledyr. Adskillige arter af pattedyr spiller en stor rolle i forskningen, fx ved udvikling og afprøvning af lægemidler.

Andre arter er til stor gene for mennesket. Det gælder primært forskellige gnavere som mus og rotter. De er vore næringskonkurrenter, som i visse fattige lande fortærer en stor del af levnedsmiddelproduktionen, de kan forårsage stor skade på vore bygninger, kloaksystemer osv., og de kan overføre forskellige alvorlige sygdomme; fx bragte rotter den sorte død.

Til gengæld er mennesket selv den største enkelttrussel for den øvrige pattedyrfauna. Ved hensynsløs jagt har vi bragt en række arter tæt på udryddelse eller udryddet dem helt. En lovbestemt beskyttelse har dog haft en positiv virkning, fx for store hvaler og for elefanter og næsehorn i dele af Afrika. Det stadigt stigende folketal med behov for at inddrage nyt land til fødeproduktion er dog en konstant trussel. Det indskrænker de naturlige levesteder og hindrer vandring mellem græsningsområder.

• pattedyrenes evolution
• pattedyrenes systematik