Pattedyr er en klasse af hvirveldyr med over 6.700 nulevende arter, som fordeler sig på 27 ordener (se pattedyrenes systematik). Størrelsen varierer fra få gram store spidsmus over den op til ca. 6,5 tons tunge savanne-elefant til alle tiders største dyr, blåhvalen, med en længde op til 33 m og en vægt på op til 190 tons.
Faktaboks
- Videnskabeligt navn
-
Mammalia (klasse)
Som navnet antyder, er det et karakteristisk træk, at nyfødte unger i kortere eller længere tid ernæres af mælk fra moderens mælkekirtler. Hos pungdyr og placentale pattedyr (pattedyr med moderkage) udmunder et antal mælkekirtler i et eller flere par pattevorter, mens de hos kloakdyrene udtømmes over et større område, hvorfra ungerne slikker mælken op. Den heraf affødte nære kontakt mellem ungen og moderen muliggør en indlæringsfase, hvor erfaringer kan overføres fra en generation til den næste. I sammenhæng med dette må det have været en fordel at udvikle de hjerneafsnit, hvor hukommelsen findes, og hvor den overordnede bearbejdning af modtagne sanseindtryk sker. Hos pattedyr er netop disse dele af forhjernen relativt store, hvortil kommer, at overfladen yderligere er øget ved indfoldninger. Pattedyr udviser da også en mere kompliceret adfærd end nogen anden dyregruppe og med stor individuel fleksibilitet.
Vigtige grene på pattedyrenes stamtræ, som det formodes at se ud ved inddragelse af fossilfund op til 1999; spørgsmålstegn angiver usikkerhed mht. placering. Kuehneotheriernes normale position som basale theriiformer (symmetrodonter) afvises pga. deres dobbelte kæbeled. Fra multituberculater fra Sen Paleocæn er fundet de tidligste fossile hår. De første grene af basale eutherier havde fem forkindtænder i hver kæbehalvdel. Asioryctitherierne med fire forkindtænder havde stadig fem øvre og fire nedre fortænder ligesom nutidens pungrotter. Placentadyrene begyndte først at dominere i Kænozoikum (de seneste 65 mio. år), også kaldet pattedyrenes tidsalder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.