Viser opslag med etiketten krydderurter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krydderurter. Vis alle opslag

fredag den 13. maj 2016

Hjemmelavet kar til krydderurterne

Tidligt på foråret gik jeg i gang med at lave et kar til mine krydderurter. Det skal stå på et gammelt gasbord i udekøkkenet, så det er nemt at klippe noget til madlavningen.

Karret er lavet af hypertufa, der er en blanding af lige dele cement, perlite og sphagnum. Ingredienserne blandes op med vand, til det får en konsistens som hytteost. Som form brugte jeg en kraftig papkasse, som yderligere blev forstærket hele vejen rundt med gaffatape, men man kan også bruge en trækasse, hvis man har én der passer i den ønskede størrelse. Papkassen blev foret med tyndt plastik, og så blev der først lagt et lag i bunden, og derefter på siderne. Hypertufaen skal presses godt sammen, så det hænger fast. Jeg lavede også fire drænhuller i bunden. Det hele blev dækket med plastik, og allerede et par dage efter kunne jeg tage den ud af formen, så den kunne tørre helt op.


Jeg kunne sikkert godt have lavet den mere glat, men jeg kan så godt lide det "brutale" look.


Nu mangler jeg bare at få plantet krydderurterne rigtigt, og det vil jeg gå ud og gøre med det samme.

lørdag den 21. juli 2012

Tørring af krydderurter

Jeg har skåret min oregano ned, da den væltede ud over hele kassen. Derefter klippede jeg små buketter, som jeg hængte til tørre. Nogle af dem kom ind i flueskabet, og andre hængte jeg op på et stativ.




Det er første gang jeg prøver dette, og jeg håber det lykkes. Det kunne da være sjovt at have hjemmedyrket oregano til vinterens madlavning.

Jeg har googlet "tørring af krydderurter" og fandt dette:



"På en varm sommerdag med sol plukkes stilke af krydderurten. Gerne en dag, hvor der er udsigt til flere tørre dage. Mynten plukkes inden den går i blomst. Det gælder mange krydderurter, mens timian og oregano plukkes lige i starten af blomstringen. På dagen må man først plukke krydderurterne, når duggen er helt forsvunden, og gerne inden den allervarmeste middagshede. Men det vigtigste er ikke om de plukkes lige før blomstring, det vigtigste er, at meteorologerne har lovet en uges tørt vejr med sol, for det er sådant et vejr der skal til for at tørre krydderurter ude i Danmark."

Er der ikke noget med at det bliver sommer i næste uge? :)

Du kan læse mere om tørring af krydderurter her.


onsdag den 2. maj 2012

Det var kattens!


Men det er det altså ikke mere. De må undvære den kasse de sover i ude i det lille drivhus, for nu blev der plantet krydderurter i den.  Jeg har plantet rosmarin, oregano, salvie og timian, og har sat navneskilte i – ikke fordi jeg ikke ved hvad det forskellige er – men fordi min mand næsten altid ligner et spørgsmålstegn, når jeg beder ham om at hente nogle krydderurter. Gæt hvem der laver mad her i huset!

Kattene skal nok få en ny kasse :)

Udsigten fra mit soveværelsesvindue her til morgen.

Victoria blommetræ (taget med mobilen)
Det er med at nyde blomstringen, så længe den varer.

torsdag den 3. marts 2011

I stedet for kage!

Jeg har her til morgen læst i Børsen at EU ventes at godkende sødemidlet steviosid, og at forskere vurderer at det vil få stor betydning for folkesundheden.

"Steviosid er udvundet af planten Stevia rebaudiana, som mange danskere allerede dyrker som prydplante i haven. Med et kalorieindhold på nul og en sødeevne der er 400 gange større end sukker, kan steviol glycosider erstatte sukker, sødestoffer og syntetiske fødemidler." skriver de videre.

Billederne er lånt fra nettet

Jeg må hurtigst muligt få fat i sådan en plante. Tænk hvis man - når sukkertrangen melder sig - kan gå ud i haven, plukke et blad og gnaske løs :) Det ville da være skønt.