Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag

lørdag den 29. april 2017

Ide til dessert - en skøn kage...

I påskeferien fik vi denne kage - første gang. Vi har nu rundet de tre gange, for den er simpelthen skøn.

Og frisk frugt står bare i høj kurs her i huset...

Vi kalder den marengs med frisk frugt, og opskriften er fra Hendes Verden nr. 12 2017.


6 æggehvider, ½ tsk eddike, 300 g flormelis, 100 g marcipan, 5 dl piskefløde, 250 g hindbær, 1 spsk vaniljesukker, 125 g blåbær, 100 g chokolade

Tænd ovnen på 150 grader. Pisk æggehvider med eddike, til hviderne er stift hvidt skum. Pisk flormelis i lidt efter lidt og pisk, til massen er sej. Riv marcipanen, og vend den i dejen. Læg bagepapir i en bradepande og fordel dejen i et jævnt lag. Bag marengsbunden midt i ovnen i 35-40 minutter.

Afkøl bunden på en bagerist, til den er helt kold. Løft den forsigtig af bagepapiret og kom bunden på et stort bræt eller fad. Pisk fløden til let skum og pisk 125 g hindbær i skummet sammen med vaniljesukker. Fordel hindbærcremen på marengsbunden. Drys resten af hindbærrene og blåbær over kagen. Riv eller hak chokoladen og pynt kagen med det.

Vi har også prøvet med anden frisk frugt - både ovenpå og i flødeskummet, og det er lige så godt...

lørdag den 11. februar 2017

Endnu er ny favorit...

Jeg er altid gået langt uden om chili con carne. Tror bare, at jeg har tænkt, at det ikke var noget for mig - sådan noget med bønner...

Men da ungerne besluttede, at det skulle vi prøve - ja, så var der ingen vej uden om.


Vi fik taco tubs, salat, guacamole, salsa, creme fraiche, revet ost og taco chips til. Og det var bestemt ikke sidste gang, vi fik det...

Til fire personer skal du bruge: 1 rødløg, 1 rød peberfrugt, 2 spsk olie, 1 fed hvidløg, 2-3 tsk mildt chilipulver, 1 tsk stødt spidskommen, 450 g magert hakket oksekød, 1 terning oksebouillon, 1 ds hakkede tomater, 1 spsk tomatpuré, 1 ds røde kidneybønner, 1 tsk kakao.

Pil løget og hak det fint. Skær peberfrugten i små stykker. Kom olie, løg og peberfrugt i en stor gryde. Sæt den over ved middel varme og steg i 5 minutter. Rør i gryden undervejs. Pres hvidløget ned i gryden. Kom chili og spidskommen i og steg 1 minut. Rør i gryden hele tiden. Kom kødet i gryden og steg det i ca. 10 minutter. Rør hele tiden, så det bliver stegt over det hele, og mas klumperne ud med grydeskeen.

Kom bouillonterningen i en kande, der kan tåle varmt vand og hæld 1½ dl kogende vand i. Rør godt, til terningen er opløst. Kom bouillonen i gryden. Kom også hakkede tomater og tomatpuré i. Varm op, til det koger. Skru så ned for varmen, så det kun lige bobler. Læg låg på gryden, men lad der være en lille sprække. Steg i 15 minutter.

Hæld kidneybønnerne i en sigte og skyl dem godt med kold vand. Kom bønnerne i gryden. Rør kakao i. Lad det hele småsteget i 15 minutter mere uden låg.

Opskriften er fra bogen Drengenes kogebog af Abigai Wheatley.

torsdag den 25. februar 2016

En lækkerbisken...

I vinterferien var vi samlet i mødregruppen for teenageren.

Jeps, vi er tre hold som har holdt sammen i snart 14 år. Trods vores flytning fra Ikast og trods det, at alle tre hold nu har tre unger hver. Ja faktisk er ungerne kommet i hold, så de er samme årgange...

Men tilbage til det vigtige - vi fik ved samlingen serveret en skøn muffin. Som vi selvfølgelig måtte have opskriften på.

Den er nu testet, og den bliver en af forårets favoritter...


Så I skal da ikke snydes for opskriften:

Chokolade-makron muffins, ca 30 stk:

6 æg, 450 g sukker, 250 g smeltet smør, 250 g mel, 250 g knuste makroner, 180 g mørk grofthakket chokolade og 1 tsk bagepulver

Æg og sukker piskes luftigt og resten kommes i. Jeg brugte lys chokolade, da vi sjældent har mørk i huset. Og det smagte fortrinligt. Muffinsformene fyldes halvt og bages ved 200 grader almindelig ovn i ca. 15-20 minutter til de er gyldenbrune.

Og så kan de fryses og er stadig gode...


lørdag den 30. januar 2016

Den der pastaret, du ved...

Da jeg var ung, lavede min mor en pastaret, som vi alle var ret vilde med.

Efter lidt søgen i min mors gemmer, fandt vi den. Og den er stadig et hit. Navnet er forsvundet på opskriften, som er fra Femina 1990, men vi kalder den: Den der pastaret, du ved...

Beklager den ringe billede kvalitet

Den der pastaret, du ved - 3 personer, men som altid bruger jeg de mængder, jeg lige synes...

300 g pasta, 1 ds tun i vand, 1 ds hakkede tomater, 150 g skinke, 1 stort løg, 1 fed hvidløg, 150 g ærter, salt, peber, basilikum, evt. lidt hakket persille, mornaysauce så det er dækket, reven ost

Pastaen koges som anvist, og afdryppes i si. Løg og hvidløg svitses klare i margarine. Lagen sis fra tomaterne og tomaterne tilsættes sammen med skinke i strimler eller tern samt ærter. Krydderier og evt. hakket persille tilsættes også, og saucen koges tyk.

Pasta lægges lagvis i et ovnfast fad med tomatsaucen, tunfisk og mornaysauce. Slut med mornaysauce og drys med reven ost.

Fadet sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter til overfladen er gylden. Serveres med salat og flutes.


Kilde: Femina 16/1990

lørdag den 9. januar 2016

En skøn kage...

Vi har prøvet en ny kage opskrift, som er godkendt af alle. Hvilket ikke siger så lidt, da mindstemanden er utrolig kræsen.

Chokoladekage med rødbeder:


Opskriften er fra Isaballes 06/2015:

175 g smør, 250 g rørsukker, 3 æg, 100 g mørk chokolade, 3 spsk kakao, 200 g skrællet rødbede, 200 g hvedemel og 3 tsk bagepulver

Tænd ovnen på 175 grader. Pisk sukker og smør godt sammen, og tilsæt et æg af gangen. Riv chokoladen, og rør den og kakao i dejen. Riv rødbederne fint, og kom dem i dejen. Bland med og bagepulver, og vend det i dejen. Fyld dejen i 2 bageforme på hver 950 ml, der er beklædt med bagepapir. Bag kagerne i midt i ovnen i ca 40 minutter.

mandag den 21. december 2015

Glimt fra weekenden - og en skøn opskrift...

Weekenden har stået i afslapningens tegn - dog lige med en julefrokost lørdag her i huset for de fire bedsteforældre.

Men vi startede weekenden fredag eftermiddag med æbleskiver - eller æbleringe er måske mere korrekt. Ungerne har igen i år set Sebastians jul, hvor han bager gammeldags æbleskiver. Så det måtte vi prøve.

Og de blev super gode - selv om det lige kræver lidt øvelse af vende dem på panden, uden at dejen falder af. Mon ikke vi får dem igen i løbet af juleferien.

Opskrift sidst i indlægget



Lørdag havde vi som sagt julefrokost. Med ny dug og de nyfunde lopper...




Og søndagen foregik på sofaen med sidste lys i adventskransen tændt. Nu er det lige snart...


Jeg er ikke helt klar over, hvor jeg har opskriften fra, da jeg fandt den sidste jul på nettet et sted:

4 æg, 2 dl mandelmel, 80 g smør, 40 g sukrin (vi brugte den sukker erstatning, vi altid bruger) 3 tsk bagepulver, 1 tsk vaniljesukker og 4 æbler (vi brugte pink lady)

Æg og sukker erstatning piskes sammen og mandelmel tilsættes. Den smeltede smør og vanilje kommes i. Bagepulver tilsættes først lige før bagning. Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær æblerne i 4-5 mm tykke skiver. Put godt med smør på panden og varm den. Dyp æbleringene i dejen og kom dem på panden. Steg dem ved svag varme, til æblerne er bløde. Server med sukker/sukker erstatning og syltetøj.

lørdag den 19. december 2015

En favorit - nu med billede...

En af husets favorit-supper er denne fars-suppe. Og så kan ungerne være med til at snitte og hente persille i køkkenhaven, som stadig er leveringsdygtig.

Opskriften er til fire personer, men vi plejer at putte de mængder i, vi synes er passende.

400 g hakket oksekød, smør eller olie, 2 porrer, 2 gulerødder, 1 spsk lys sennep, 1 laurbærblad, 1½ l grundsuppe eller bouillon, evt. salt, kværnet peber, 1 bundt persille

Brun kødet i fedtstoffet i en gryde. Svits de skivede porrer og fint strimlede gulerødder med uden at det tager farve. Tilsæt krydderier og suppe og lad suppen koge til grønsagerne er møre. Smag suppen til og drys med hakket persille og server med flutes til.


Kilde: ukendt

fredag den 11. december 2015

Ny favorit - i hvert fald fra teenagerens hånd....

Teenageren her i huset kan godt lige at gå i køkkenet. Og så ofte som jeg kan overskue det, får han lov.

Denne gang blev det til kyllingenuggets med spidskålssalat, som I lige får opskriften på. Den er herfra.


4 personer:
Kyllingenuggets: 400-600 g kyllingbrystfilet, 4 dl rasp, 1 tsk paprika, 1 tsk salt, lidt peber, 2 æg, 3 spsk olie, ½ citron
Spidskålssalat: 1 spidskål, 2 æbler, 3 gulerødder, 3 spsk olivenolie, ½ citron, salt og peber

Skær kyllingekødet i tern på ca. 2 x 2 cm. Rør rasp, paprika, salt og peber sammen i en skål. Slå æggene ud i anden skål og pisk dem sammen med en gaffel. Vend kyllingekødet i æggene og derefter i raspen. Læg dem på en tallerken. Varm en pande op på komfuret til middel varme og kom olie på. Kom kyllingenuggets på panden og steg dem 2-3 minutter på hver side, til de er gyldne og sprøde.
Skær citronen ud i både.

Skyl spidskålen og æbler. Skrub eller skræl gulerødderne. Skær spidskålen igennem på langs, skær stokken fra og snit den fint. Skær æblerne i både, fjern kernehus og stilk og skær dem i tern. Flæk gulerødderne på langs og skær dem i tynde skiver. Vend spidskål, æble og gulerod sammen i en skål sammen med olivenolie, saft fra den halve citron samt salt og peber.

Vi valgte at lave dressingen ved siden af, så alle ville spise salaten. Derudover kan der laves chilisalsa til, men der købte vi blot noget.


lørdag den 17. oktober 2015

Køkkentjans og afslapning...

I går var drengene og jeg selv hjemme, mens manden havde vagt.

Det resulterede i lidt køkkengymnastik:-)

Vi fik lavet is til fryseren - efter en afstemning - blev de begge med smarties...


Vi fik prøvet en ny kageopskrift med sqaush, og de blev så gode, at selv mindstemanden vil spise dem...


Vi fik omsat nogle kilo æbler fra haven til æblegrød. Udover det vi spiste med det samme, blev der en ordentlig bøtte til fryseren, så vi kan lave gammeldags æblekage senere...



Og som altid, når manden har vagt fredag aften, bestemmer drengene menuen. Og den består (desværre) altid af noget let, som de ved, at de må spise foran fjernsynet til Disney...


Dagen i dag tilbringer hele familien i Kolding Storcenter - formentlig sammen med tusinde andre - hvor vi skal shoppe, drengene og manden smutter i biografen og aftensmaden indtages på en af restauranterne - vi har bestilt bord for en sikkerheds skyld....


søndag den 4. oktober 2015

Børn i køkkenet...

Teenageren har fået en opskriftsbog af sin moster. Min søster er lærer på en skole, som er med i et eller andet projekt fra en fond omkring mad og børn i køkkenet.

Men altså - skolen havde fået disse bøger, og det er ikke så stor en skole, så der var rigelig med bøger. Teenageren, som er vild med madlavning, er derfor indehaver af en af dem nu.

Og hvilken bog - masser af super opskrifter, som er nemme at gå til, meget børnevenlige, kendte som ukendte retter...





Det bedste er, at der hører en hjemmeside til - hvor du kan finde opskrifterne, hvis du er interesseret...


søndag den 9. august 2015

Jeg er ikke til is....

Eller det var jeg ikke.

Jeg har aldrig været den store is-spiser. Hverken pind eller bæger, de dyre eller de billige, de danske eller udenlandske.

Men nu er jeg. Jeg har lavet is for første gang, og jeg er solgt...

Hjemmelavet vaniljeis med chokoladeknapper. Eller anden form for chokolade. Den bliver til en rigtig dårlig vane. Det kan jeg mærke allerede nu...


Utrolig simpel - det var derfor jeg prøvede - og absolut ikke sund.



Opskriften fandt jeg i en Rema1000 reklame, og lyder i sin enkelhed således:

En dåse kondenseret mælk røres grundig med kornene fra en vaniljestang. En halv liter fløde piskes stiv og vendes i til en jævn masse. 150 g chokoladeknapper vendes i og massen fryses i 5-7 timer.

torsdag den 11. juni 2015

Vi drukner i rabarber...

Og nej det er absolut ikke dårligt...

Så nu har jeg lavet rabarber-"smør". Og det kan absolut anbefales. På brød, men også på skyr m.v.


Det er så simpelt, som det kan blive. Rabarber skåret i mindre stykker, kogt med det vand der er på dem efter skylningen. Koges ud og blendes. Smages til med økologisk rørsukker efter smag - men ikke for meget.

Vi har fået en ny favorit...


mandag den 13. april 2015

Ny favorit i huset...

Huset fik i påskeferien en ny favorit. En snyd-let-om-ved-det ret. Direkte fra Knorr: macaronette.

Ungerne fandt det på tilbud, og alt der kan indeholde røde pølser er godt i deres øjne. Og ja den er ikke dårlig. Hurtig, nem og passer sig selv i ovnen, mens man laver noget andet, er i haven eller henter unger fra sport...



mandag den 26. januar 2015

Man skal jo prøve noget nyt....

Ældste barnet har fået smag for pære marmelade hos en kammerat. Det har jeg ikke prøvet at lave før, men i weekenden skulle det være.

1½ kg pære, lidt sukker og et par vaniljestænger blev til 3 glas marmelade. Og det er godkendt....




torsdag den 8. januar 2015

Endnu en ny favorit...

Jeg præsenterede familien for en ny måde at servere spaghetti på i juleferien: spaghetti med grønkål. Og det var et hit, som vi kommer til at få ofte.

Meget simpelt at lave: kog spaghetti som normalt. Pil og hak et løg og steg det i smør på en dyb pande. Jeg brugte en wok. Når løget er klart, tilsættes hakket (frisk) grønkål. Jeg havde fundet en pose, hvor grønkålen var hakket, ellers skal stilkene fjernes inden hakning.

Hæld vandet fra spaghettien, men gem 1-2 dl. Hæld spaghettien på panden og tilsæt kogevandet. Vend det hele godt rundt, og drys med parmesan før servering.


Jeg brugte de mængder, jeg synes passede til os, men opskriften siger 200 g frisk grønkål, 1 løg og 400 g spaghetti til fire personer.

I mangel af parmesan ost blev det til almindelig reven ost - og så serveret med rester fra svigermors bord: karbonader. Men det kan serveres med alt, synes jeg, så mulighederne er mange.


søndag den 4. januar 2015

Ny favorit til listen...

Mellem jul og nytår lavede ældste barnet aftensmad. Noget han havde snakket om længe, men det lød lidt specielt.

Men det var så godt: "Danske skate sliders" fra tv-programmet Gorm og 100% din ret. Nogle af opskrifterne fra programmet fås som elevhæfte til skolefaget Madkundst (tidligere hjemkundskab).

I princippet var det burgere med bønnecreme, spidskål og rødbedebøffer. Og det smagte skønt - helt klar en ny favorit herhjemme.



Opskriften som sagt fra Go Cook 100% din ret, og er beregnet til fire burgere:

Bønnecreme: 1 l vand, 125 g grønne frosne bønner, ½ lime (vi brugte mere plus noget citron), 2 spsk cremefraiche 18%, lidt salt.
Når vandet koger kommes bønnerne i og koger ca. 2 minutter. Hæld vandet fra bønnerne og lad dem køle af. Pres saften ud af limefrugten og kom saften, bønner og cremefraichen i en blender. Blend det til en grøn creme uden klumper, smag til med salt og stil i køleskabet.

Fyld: 150 g spidskål
Skær stokken af og skær spidskålen i meget tynde strimler og stil også dem i køleskabet.

Bøf: 1 rødbede, 1 fed hvidløg, 5 stilke persille, 200 g hakket oksekød, salt og peber, olie til stegning
Riv rødbede fint og hak hvidløg og persille. Kom rødbede, hvidløg, persille, salt, peber og oksekød i en skål og rør sammen. Steg bøfferne, til de er gyldne.

Skær en burgerboller over og kom bønnecreme på bollens nederste del. Læg bøf og spidskål ovenpå. Slut med den øverste del af bollen.

søndag den 14. december 2014

Langsom morgen...

I dag har været en langsom morgen. Og vi har prøvet noget nyt: bananpandekager.

Det er bestemt ikke sidste gang, vi laver dem. Jeg fandt opskriften her. Og med tilbehør alt efter smag, ja så kan alle spise dem. De er både hurtige og lette at lave, sunde og mættende.



Eftermiddagen må gerne foregå ved køkkenbordet med en god kop the og nogle hjembragte småkager. Så er jeg klar til de sidste arbejdsdage, inden juleferien banker på døren


mandag den 27. oktober 2014

De sidste æbler forvandlet...

I går blev de sidste æbler forvandlet til skøn æblegelé. Vi elsker æbler i alle afskygninger her i huset, men når det er Ingrid Marie - ja det er altså noget særligt...

Desværre var der gået dyr i mange af æblerne på træerne, men det blev til 3 kg rengjorte æbler. Og med ca. ½ liter vand, 250 g rørsukker og en vaniljestang med udskrabet indhold blev der to glas gelé.



Jeg elsker den røde farve - det er farven på rigtig god æblegelé.



mandag den 22. september 2014

En drøm af en dessert...

Weekenden bød på denne skønne dessert, som faldt i alles smag: Oreo cheesecake.

Det er bestemt ikke sidste gang, den kommer på bordet. Den smager skøn og er faktisk ret simpel at lave. Til gengæld er ikke én af de sundeste...





Og her er opskriften:

Bund: 350 g Oreo-kiks, 100 g smør
Creme: 200 g Philadelphia Original, 2 dl flormelis, 2 dl piskefløde
Chokolademousse: 1 brev Dr Oetker Chokolademousse, 100 g Oreo-kiks
Topping: 2 dl piskefløde, 1 spsk flormelis
Pynt: 100 g chokolade, hindbær, blåbær, blade af citron melisse, Mini oreo-kiks

Smelt smørret. Kør kiks til grov pulver i en foodprocessor. Bland smør og kiks. Tryk massen ud i en springform (Ø 22-24).

Pisk Philadelphia og flormelis til en cremet masse. Pisk fløden stiv og vend den i Philadelphia-massen. Smør cremen ud på bunden og sæt den på køl.

Følg anvisningen på brevet med chokolademousse, tilsæt knuste Oreo. Fordel cremen på kagen og lad den køle af.

Pisk fløden og flormelis stift. Fordel cremen på toppen af kagen og lad den køle.

Høvl eller hak chokoladen og drys den over kagen før servering. Oreo, hindbær og blåbær læggen på sammen med citron melisse.

Kagen har bedst af at blive lavet dagen før.

Fundet på Philadelphia.dk