kinesisk

Den nordkinesiske dialektgruppe, mandarin, tales i Nord-, Nordvest- og Sydvestkina samt langs floden Chang Jiangs nedre løb af i alt ca. 70 procent af Kinas befolkning. De nordkinesiske (under)dialekter er forholdsvis ensartede. Forskellene er størst i nordvest, især i provinsen Shanxi mellem Beijing og Xi'an, og mindst i sydvest, hvis befolkning nedstammer fra nordkinesiske tilflyttere fra 1200-tallet.

De sydlige kinesiske dialekter (dialektgrupper) eller sprog omfatter:

• wu, herunder shanghaidialekten, som er standard-wu, tales af ca. 7 procent af Kinas befolking;
• min eller fujianesisk, der tales af ca. 5 procent;
• yue, herunder den dialektale variant kantonesisk, i alt talt af ca. 4 procent;
• kejia eller hakka, der tales af ca. 3 procent;
• gan eller jiangxidialekten, der tales af andre 3 procent; og
• xiang eller hunanesisk, der ligeledes tales af 3 procent.

Gamle lydlige træk, som for længst er gået tabt i de nordlige dialekter, er i forskellig grad bevaret i de sydlige, fx slutlydene p, t, k i yue, min og hakka, samt de stemte initialer b, d, g i wu og dele af xiang. Tonernes antal er forskelligt i de enkelte dialekter, men generelt højere i de sydlige end i de nordlige.

Den tidligste kendte form for kinesisk stammer fra Nordkina, hvor den kinesiske kultur udviklede sig i egnene omkring Huang He (Den Gule Flod). Sproget er overleveret i orakelinskriptioner hovedsagelig på knogler og skildpaddeskjold fra 1300-1000-tallet f.v.t. samt i senere former i bronzeinskriptioner og i de førkongfuzianske værker Shī Jīng (Odernes bog) og Shū Jīng (Dokumenternes bog).

Sproget i disse kilder er svært tilgængeligt og især i de ældste kun delvis forståeligt. Det fremstår dog klart som overvejende monosyllabisk og isolerende, dvs. at hvert ord bestod af en stavelse og manglede ordbøjning. Sætningerne var korte, stilen lapidarisk, og flere grammatiske forhold, fx ordafledninger, har været udtrykt ved affikser, som ikke gav sig til kende i skriften.

Første del af denne periode spænder over de sidste århundreder af Zhoudynastiet (ca. 1000-255 f.v.t.), en blodig, politisk splittelsestid, der dog ikke blot kaldes "De stridende staters tid", men også med rette bærer navnet "De hundrede filosofiske skolers tid".

Vigtige prosatekster fra klassisk tid er Lúnyŭ (Analekterne), dvs. udvalgte samtaler mellem Kong Fuzi og hans elever, nedskrevet efter mesterens død, skrifter af filosofferne Meng Zi og Zhuang Zi samt Dào Dé Jīng (Bogen om vejen og kraften), tillagt Lao Zi og samlet ca. 300 f.v.t. Sidste del af perioden omfatter dynastierne Qin (221-206 f.v.t.) og Han (206 f.v.t.-220 e.v.t.); et vigtigt værk blandt mange er her Shĭ Jì (Historikerens Optegnelser) af Sima Qian. I disse tekster møder man et rigt udviklet skriftsprog, som har stået samtidens talesprog nær og givet forfatterne mulighed for stor personlig udfoldelse.

Standardiseringer af skriften og udvikling af uddannelser for Hantidens voksende embedsmandsstand medførte gode kår og kvalitative normer for litteraturen. Det sprog, som de store filosoffer, historikere og digtere fra den klassiske tid havde efterladt fine eksempler på, blev derfor helt frem til 1920 model for eftertidens formelle skriftsprog, wényán 'litterært sprog'.

Mens sprogets talte former i denne periode på næsten to tusinde år gennemgik store lydlige og grammatiske forandringer, søgtes skriftsproget så vidt muligt opretholdt uændret, og det betegnes derfor gerne ligesom sit forbillede som klassisk kinesisk. Skønt det egentlig var et kunstprodukt, en efterligning af et dødt sprog, var det forbløffende livligt, og netop fordi det var uafhængigt af tid og sted, effektfuldt til såvel administrative som videnskabelige og kunstneriske formål. Det var i dette sprog, at bl.a. Tangdigterne skabte deres udødelige poesi, neokongfuzianerne deres filosofiske arbejder, og de første revolutionære deres flammende politiske skrifter.

I takt med at talesproget fjernede sig fra det klassiske skriftsprog, udviklede der sig til folkelige og private formål en skriftlig stil, báihuà 'upyntet sprog', som stod især de dialekter, der taltes i Nordkina, nær. Eksempler herpå er bevaret fra Tangtiden (618-907) og frem i form af buddhistiske prædikener og fortællinger, private breve, fiktion og drama, og de er således vidnesbyrd om nogle af de stadier, som talesproget har lagt bag sig på vejen frem mod moderne kinesisk, jf. afsnittet om standardkinesisk nedenfor.

De moderne kinesiske dialekter, der opdeles i nord- og sydkinesisk, adskiller sig først og fremmest ved meget store udtaleforskelle, både hvad angår toner og finalkonsonanter. Der er i mindre grad tale om grammatiske forskelle, og ordforrådet er for størstedelen fælles. De nordkinesiske dialekter er forholdsvis ensartede, mens de sydlige, der tales af i alt ca. 25% af Kinas befolkning, er indbyrdes uforståelige; det samme er i mange tilfælde varianter inden for den enkelte dialekt. Dette skyldes bl.a. påvirkning fra de lokale ikke-kinesiske sprog, som kineserne kom i berøring med under deres migrationer sydpå igennem de sidste mere end 2000 år; det sproglige skel mellem nord og syd er således meget gammelt.

Der er i alt 22 initialkonsonanter. Stavelser, som begynder med vokal, siges at have en nul-initial, der dog veksler med glottallukke eller en stærkt tilbagetrukket stemt kontinuant, svarende til [ɣ]. Nasalerne samt kontinuanterne l og retroflekst r er stemte, mens klusiler og affrikater, der forekommer både aspirerede og uaspirerede, ligesom frikativerne er ustemte.

Resten af stavelsen, traditionelt betegnet som finalen, består som minimum af en vokal og som maksimum af en halvvokal, en hovedvokal og en slutlyd, der kan være enten n, ng, retroflekst r eller vokal. Afhængigt af den forudgående konsonants karakter udtales hovedvokalen i som apikal, retrofleks eller palatal vokal.

Der er fire betydningsadskillende toner, som dog ikke alle forekommer i alle stavelser. De adskiller sig fra hinanden ved tonehøjde (høj eller lav), og kontur (jævn eller bøjet; i sidste tilfælde enten stigende, faldende eller begge dele). De kan have stigende, faldende eller jævn intensitet og være ledsaget af tryk og af modifikationer i struben, fx laryngalisering. De fire toner er: 1) høj jævn; 2) høj stigende crescendo; 3) lav faldende diminuendo med glottalt hæmme, fulgt af stigning til middelhøjde i tilfælde af en efterfølgende pause; 4) høj faldende diminuendo. Hertil kommer i trykløse stavelser en neutral tone, hvis leje er helt afhængigt af omgivelserne, især af den forudgående stavelses tone. Udtalt i sammenhæng påvirker stavelsernes toner hinanden. Dette begreb, der kaldes tonesandhi, har som vigtigste virkning i standardkinesisk, at tone 3 foran en umiddelbart følgende tone 3 ændres til tone 2, så at fx lăoshŏu 'veteran' udtales láoshŏu. Tonerne markeres i pinyin med diakritiske tegn over hovedvokalen hhv. ˉ, ˊ, ˘, ˋ, fx

mens manglende tonemærke betyder neutral tone. I praksis udelades tonemarkeringen dog oftest helt i ikke-lingvistisk litteratur. Det er, undtagen i de kursiverede ord i denne tekst, også tilfældet i Den Store Danske.

Som i de gamle kinesiske sprog har hver stavelse i standardkinesisk på få undtagelser nær en betydning, dvs. at den er et morfem. Ingen betydning kan derfor generelt angives ved mindre end en stavelse. Mange af disse enstavelsesmorfemer kan optræde selvstændigt, andre må indgå i sammensætninger for at danne ord; fx er tiĕlù 'jernbane', dannet af to frie enstavelsesord, tiĕ 'jern' og lù 'vej', mens yĭzi består af yĭ 'stol', et morfem, der som talt form ikke længere forstås isoleret, og af navneordssuffikset zi. Undtagelser er et lille antal gamle, vist oprindelig ikke-kinesiske ord, der består af flerstavelsesmorfemer, såsom húdié 'sommerfugl', hvor hverken hú eller dié i sig selv har nogen betydning, samt mange låneord indført i 1900-tallet, især egennavne, fx Shāshìbĭyà 'Shakespeare'.

Kinesisk er stadig et stort set isolerende sprog, hvor ord ikke ændres efter bøjningskategorier som køn, tal, kasus, tempus eller modus; ordklasser må derfor defineres på grundlag af ordenes syntaktiske fremtræden. Man kan skelne mellem to store hovedklasser, nominelle ord og verbale ord, der bl.a. adskiller sig ved, at kun sidstnævnte kan negeres med adverbiet bù 'ikke'; hertil kommer adverbier, konjunktioner, partikler og udråbsord.

Nominelle ord omfatter bl.a. substantiver, pronominer, tal- og måleord. Substantiver har normalt ingen flertalsform, og de kan kun tælles vha. et måleord, fx gè i yíge rén 'et-styk menneske', sānge rén 'tre-styk(ker) menneske'. Partiklen men, som angiver flertal, bruges dog undertiden ved substantiver, der betegner mennesker, man er venligt stemt overfor, fx háizi 'barn, børn', háizimen 'børn', og den er obligatorisk ved personbetegnende pronominer i flertal, fx nĭ 'du, dig', nĭmen 'I, jer'. Der er fire personlige pronominer, wŏ 'jeg, mig', nĭ 'du, dig', tā 'han, ham, hun, hende, den, dem' samt en høflig form nín 'De'. Partiklen men kan ikke forekomme ved nín og ved tā kun, når pronominet refererer til mennesker. Såkaldt dominerende genitiv angives ved partiklen de, mens domineret genitiv oftest er umarkeret, fx wŏ de chē 'min bil', wŏ mā 'min mor'.

Verbale ord omfatter adjektiver, verber og præpositioner. Adjektiver kan til forskel fra verber bestemmes af gradsadverbier, fx hăo 'god', hĕn hăo 'meget god'; de ligner verber ved at fungere prædikativt uden brug af 'at være', fx tiānqì hăo 'vejret (er) godt'. Verber kan indgå i sammensætninger med adjektiver eller andre verber, som viser resultat eller retning, fx chīwán 'spise-færdig' og nálái 'tage-komme', dvs. 'hente'. Sådanne konstruktioner kan yderligere udvides med infikserne de eller bu, hvorved de bliver potentielle, fx chīdewán '(at) kunne spise færdig' og nábulái 'ikke at kunne hente'. Til verber kan der knyttes aspektsuffikser, der markerer handlingerne som begyndende, afsluttede, erfarede eller vedvarende, fx chīle 'have spist', chīzhe 'i færd med at spise'. Et klassisk demonstrativt pronomen shì 'dette, disse' fungerer i moderne standardkinesisk som kopula 'at være', fx tā shi Dānmài rén 'han er dansker'.

Partikler har ligesom suffikser kun grammatisk betydning. Nogle markerer en frases struktur, fx hĕn hăo de rén 'et meget god menneske', hvor de markerer hĕn hăo som bestemmelse til rén; andre knytter sig til en hel sætning og gør den til en opfordring, et spørgsmål eller andet, fx chī 'spise' over for chī ba 'spis!' og xià yŭ 'falde regn' over for xià yŭ ma 'regner det?'. Le kan foruden som verbalsuffiks optræde som sætningspartikel med betydningen 'ny situation', fx bú xià yŭ 'det regner ikke' over for bú xià yŭ le 'det regner ikke mere'.

Sætningsleddenes indbyrdes forhold fremgår især af ledstillingen. Substantiver har som subjekt gerne bestemt og som objekt ubestemt reference, fx kèrén lái le 'gæsten/gæsterne er kommet' over for lái kèrén le '(der) er kommet en gæst/gæster'. Tal, tid og diatese kan præciseres leksikalt, men angives oftest ikke. Yú chīwánle betyder således 'fisken(e) har/havde/er/var spist op' alt efter antal fisk, udtalelsens aktualitet, og efter om den gælder akvariefisk, der bør fodres, eller en mulig middagsrest i køleskabet.