lægevidenskab

Lægevidenskab er anvendt videnskab. Som akademisk disciplin er den ikke klart afgrænset i forhold til en række andre fag som fx biologi, biokemi, anatomi og fysiologi. Dette er akademiske fag, der traditionelt har tilhørt lægevidenskaben, men som i dag også udøves af andre fagpersoner. Særligt i løbet af sidste halvdel af 1900-tallet har forskere med anden faglig baggrund, ikke mindst naturvidenskabelig, engageret sig inden for lægevidenskabens forskellige dele.

Lægevidenskaben kan opdeles i en række fagområder, der deles med andre erhvervsgrupper, som beskæftiger sig med diagnostik og behandling af sygdom. Eksempler på sådanne fag er psykiatri, patologi, klinisk kemi og farmakologi, som også er centrale elementer inden for akademiske discipliner som psykologi, odontologi og veterinærmedicin.

En traditionel opdeling af lægevidenskaben har været i præklinisk og klinisk medicin. Præklinisk medicin handler om grundlæggende emner som fx biologi, anatomi og fysiologi, mens klinisk medicin omfatter de emner, der er vigtige i mødet mellem patienten og lægen.

Den kliniske medicin er ofte blevet opdelt i specialfag efter organtype (fx øjensygdomme, gynækologi og neurologi) eller efter behandlingstilgang (fx kirurgi, intern medicin og psykiatri). Gennem lægestudiet er skellet ikke tydeligt, ikke mindst fordi der i klinisk praksis mødes patienter, der har brug for en helhedsorienteret tilgang. Speciallægeuddannelsen efter grundlæggende lægestudier er stadig væsentligt opdelt på denne måde.

Lægevidenskabens forskningsspørgsmål er koncentreret omkring påvisning af årsager til sygdom (ætiologi), hvad der kan forhindre sygdom (forebyggende tiltag), hvordan der diagnosticeres og behandles for en sygdom, og hvordan sygdomme udvikler sig uden og med behandling.

I samspil med andre akademiske discipliner søger lægevidenskaben også efter viden om, hvad der skal til for at opretholde sundheden, hvordan det opleves at være syg, hvordan der bedst afhjælpes negative følger af sygdom osv. Ikke mindst bidrager sygeplejevidenskab, psykologi, socialantropologi og farmaci med værdifulde perspektiver og supplerer lægevidenskabens viden om og forståelse af det syge og det raske menneske.

I praktisk medicin har det ofte været sådan, at viden, erfaringer og vurderinger fra toneangivende fagmiljøer og specialister har lagt til grund, når der har været truffet kliniske beslutninger. Det har dog vist sig, at det ikke sikrer, at tilgængelig viden bliver brugt på en fagligt god og systematisk måde. For at sikre, at patienterne får del i den enorme mængde af viden, der findes om diagnostiske tiltag og behandlingsformer, har det derfor vist sig at være nødvendigt at udvikle nye metoder til at vurdere kvaliteten af viden inden for lægevidenskaben.

Siden omkring 1990 har der udviklet sig en stigende forståelse for, at sådanne vurderinger skal gøres systematisk og åbent, så vurderingerne kan efterprøves både af fagfæller og af offentligheden. De tilgange, der anvendes, kaldes evidensbaseret medicin (eng. evidence based medicine, EBM) og medicinsk teknologivurdering (health technology assessment, HTA). De tilgange øger kvaliteten af medicinsk praksis samt medvirker til en demokratisering af medicinsk fagkundskab.

Udviklingen af metoder inden for vidensbaseret medicin vil også kunne bidrage til, at lægevidenskaben får en samlende og overordnet teoretisk forståelse for udvikling og spredning af viden. Moderne lægevidenskab har ikke haft en samlende teoretisk tilgang til vurderingen af, hvad der er god viden, men i høj grad overladt sådanne vurderinger til de enkelte faglige discipliner.

Betegnelsen lægekunst bruges normalt for den praktiske anvendelse af lægevidenskaben i mødet med den enkelte patient. Det er vigtigt at præcisere, at lægevidenskab og lægekunst ikke står i et modsætningsforhold, men supplerer hinanden i den kliniske hverdag.

Lægekunst handler om, at lægen er i stand til at bruge sin samlede viden og sine samlede erfaringer på en individuelt tilpasset måde i mødet med hver enkel patient. God lægekunst forudsætter således ikke kun godt kendskab til lægevidenskab, men også evne til at møde patienter og pårørende på en måde, der sikrer medvirken og fællesskab om nødvendige medicinske tiltag. Lægekunst forudsætter medmenneskelighed, tryg forankring i lægeetik og forståelse for lægens rolle i samfundet.

Lægevidenskabelig faglitteratur omfatter både den oprindelige rent medicinske, videnskabelige og den sundhedsvidenskabelige litteratur, hvor sidstnævnte også rummer de øvrige sundhedsfagsvidenskabelige litteraturer, repræsenteret af sygeplejen, jordemoderfaget, ergo- og fysioterapien, farmacien, folkesundhedsvidenskaben og tandlægevidenskaben. Faglitteraturen spænder over flere publikationsformer: bøger, kongresberetninger, disputats- og ph.d.-afhandlinger, Internetinformation og tidsskriftartikler. For den internationale og nationale udveksling af forskningsresultater er tidsskriftformen helt dominerende.

Det nøjagtige antal lægevidenskabelige tidsskrifter i verden kendes ikke, men det antal er stigende og der udkommer hvert år flere millioner lægevidenskabelige artikler. De fleste af disse er repræsenteret i store elektroniske databaser, som har til huse i verdens største sundhedsvidenskabelige bibliotek, National Library of Medicine i USA. Herfra kan emneorienterede oversigter og resuméer benyttes af universitets- og sygehusbiblioteker verden over via elektroniske søgesystemer, fx MEDLINE.

Lægevidenskabelige tidsskrifter med nutidige karakteristika har en lang historie. Et engelsk og et fransk blev som de første udgivet ca. 1665, og tallet er herefter steget støt indtil nutiden. Fra at være dækkende for hele faget medicin er udviklingen gået mod specialer som faggrundlag for tidsskrifter og senere underspecialer, organspecialer eller enkelte sygdomme, fx diabetes og aids. Verdens oplagsmæssigt største lægetidsskrifter, som alle har almen karakter, har dog fortsat stor indflydelse, fx de britiske The Lancet og British Medical Journal samt de amerikanske New England Journal of Medicine og Journal of the American Medical Association (JAMA).

Danske lægevidenskabelige tidsskrifter med en ubrudt udgivelse til i dag hører til de ældste. Bibliotek for Læger, som er verdens ældste fortsat udgivne, er udkommet siden 1809, og Ugeskrift for Læger siden 1839. Sidstnævnte er Lægeforeningens faglige tidsskrift. Det dækker både den lægevidenskabelige, den sundhedsfaglige og den organisatoriske udvikling.

Lægevidenskabelige tidsskrifter publicerer helt overvejende artikler baseret på den naturvidenskabelige forskningstradition, men også humanistiske bidrag inden for fx medicinsk psykologi, plejeundersøgelser og medicinens historie vinder i tiltagende grad indpas.

Lægevidenskabelige tidsskrifter udgives på alle nationale sprog, oftest af den stedlige lægeforening. Verdensdækkende specialtidsskrifter udgives derimod stort set alle på engelsk, som er blevet sundhedsvidenskabernes internationale sprog.

• lægeløfte
• sygdomme
• medicinsk etik
• medicinens historie
• medicin
• Bibliotek for Læger