Patologi er læren om sygdomme, herunder hvad de skyldes, hvordan de opstår og hvordan de viser sig i kroppen. Det handler især om, hvordan organer og væv ændrer sig, når man er syg.
Ordet patologi betyder egentlig bare 'læren om sygdomme', men i dag bruges det i en bredere betydning, der også dækker over:
En patolog er en læge, der har specialiseret sig i at undersøge væv og celler fra kroppen. De har en særlig uddannelse i det, der kaldes patologisk anatomi og cytologi.
Patologens opgave er at finde ud af, hvilken sygdom en person har, fx om der er tale om kræft, hvordan sygdommen har udviklet sig og om en behandling virker.
Patologiafdelinger spiller en vigtig rolle i behandling af patienter. Her undersøges væv og celler, som læger har sendt ind for at få stillet en diagnose.
Patologerne hjælper fx med at:
Afdelingen laver også obduktioner for at finde ud af dødsårsagen, og der forskes løbende i nye sygdomme og behandlingsmetoder.
Patologiafdelingen modtager prøver og henvisninger fra mange forskellige læger, både hospitalslæger, almen praktiserende læger og andre speciallæger.
Oftest handler det om at finde ud af, om der er kræft, hvilken type kræft det er, og om den har spredt sig, men det kan også handle om at finde ud af, hvilken type betændelsestilstand der er tale om, hvis personen fx har et hududslæt eller betændelse i tarmen.
De prøver, patologerne undersøger, kan være meget forskellige. Det kan fx være:
Nogle biopsier viser vævet, som det ligger naturligt i kroppen, fx grovnålsbiopsier, mens andre består af enkeltliggende celler, som er blevet suget ud i en væske, fx finnålsbiopsier eller cytologiske prøver.
De fleste vævsprøver kommer fra:
Men der bliver også sendt prøver ind fra alle andre dele af kroppen.
Når patologerne har undersøgt prøven, bliver der skrevet et svar, som sendes tilbage til den læge, der har bestilt undersøgelsen. Svaret indeholder ofte både en opsummering af problemstillingen og patologens vurdering og konklusion.
I dag kræver behandling ofte samarbejde mellem mange forskellige lægefaglige specialer – især ved kræft. Derfor mødes lægerne ofte til såkaldte MDT-møder (multidisciplinære teammøder), hvor de sammen gennemgår patientens sag. Her præsenterer radiologerne scanninger, og patologerne fremlægger deres fund. På den måde sikres det, at al vigtig information er med, inden det besluttes, hvordan en patient skal behandles.
Der skelnes ofte mellem to hovedområder i patologi:
Ved at forstå principperne i den generelle patologi og kombinere dem med viden om kroppens anatomi og funktion (fysiologi) kan man lettere forstå, hvorfor sygdomme viser sig forskelligt i forskellige dele af kroppen.
Når en vævsprøve er blevet taget fra en person og sendt til en patologiafdeling, skal den igennem flere trin, før patologen kan undersøge den i mikroskop og stille en diagnose.
Først skal vævet konserveres, så det ikke går i forrådnelse. Det sker ved at lægge prøven i en væske – oftest formalin. Det beskytter vævet mod nedbrydning og bevarer cellernes struktur. Vævet ligger som regel i formalin i mindst 24 timer, før det kan behandles videre.
Når vævet er klar, begynder den makroskopiske undersøgelse. Her ser man på prøven med det blotte øje og man beskriver, måler og vejer dét, man har modtaget. Hvis det fx er en kræftknude, vurderes det bl.a.:
Ofte tages der billeder af prøven som dokumentation.
De dele af vævet, der skal undersøges nærmere, skæres ud og støbes ind i små blokke af paraffin. Det gør det muligt at skære vævet i meget tynde skiver – helt ned til 3–5 mikrometer (μm) tykke. De tynde vævssnit sættes fast på glasplader, så de kan farves og ses i mikroskop.
For at kunne se celler og strukturer i vævet tydeligt, skal det farves. Den mest almindelige metode hedder HE-farvning. Her bliver cellekerner blå-lilla og cytoplasmaet bliver lyserødt.
Der findes mange andre specialfarvninger, afhængigt af hvad man leder efter.
Når vævet er farvet og klar, ser patologen på det i et lysmikroskop. Her undersøges:
Et almindeligt mikroskop kan forstørre vævet op til 400 gange og nogle gange op til 1000 gange, hvis man bruger en særlig teknik med olie.
I mange tilfælde bruges der også en metode kaldet immunhistokemi. Her farves vævet på en måde, så man kan se, om bestemte proteiner er til stede i cellerne. Det bruges fx til at:
Nogle gange har kirurgen brug for svar med det samme, fx under en operation. I sådanne tilfælde laver man en fryseundersøgelse. Her bliver vævet lynfrosset, fx i flydende kvælstof eller tøris, i stedet for at blive lagt i formalin og støbt i paraffin. Det frosne væv kan hurtigt skæres i tynde snit og mikroskoperes.
Denne metode bruges fx til at tjekke, om hele en kræftknude er fjernet eller til at bestemme, om en knude er godartet eller ondartet, hvis der ikke blev nået at tage en biopsi inden operationen. Fordelen ved fryseundersøgelser er, at det går hurtigt. En ulempe er, at vævet tager skade af frysningen, så det er sværere at se detaljer. Derfor bruger man kun fryseundersøgelser, når der virkelig er behov for et hurtigt svar.
Molekylær patologi handler om at undersøge gener i cellerne – altså DNA’et – for at finde sygdomsforandringer. Det bruges især ved kræft, hvor man gerne vil finde ud af:
Patologen undersøger ikke hele arvemassen, men kun de gener, man ved har betydning for den specifikke sygdom. Nogle gange kan man også opdage, om kræften skyldes en arvelig sygdom, men den egentlige udredning af arvelighed foregår på en klinisk genetisk afdeling, ikke på patologiafdelingen.
Tidligere så patologen på vævet i et mikroskop. I dag bliver vævssnit i stigende grad scannet og vist digitalt på en computerskærm. Det kaldes digital patologi og har mange fordele. Dels er det nemt at dele billeder med andre specialister – også på tværs af hospitaler. Dels kan der bruges kunstig intelligens og digital billedanalyse som hjælp til at stille diagnoser og tælle bestemte markører, som er vigtige for stadie og behandling. Digital patologi er derfor et vigtigt skridt mod mere moderne og præcis patientbehandling.
Obduktion betyder, at man undersøger en død persons krop for at finde dødsårsagen. Det foregår stadig på patologiafdelinger, men der foregår meget færre end tidligere, fordi fokus i dag primært er på at undersøge væv fra levende patienter.
Der laves dog stadig obduktioner, fx når en person dør på hospitalet, og lægerne eller de pårørende vil vide mere om sygdomsforløbet, eller hvis nogen findes døde, fx i hjemmet, og politiet har vurderet, at der ikke er mistanke om ulykke eller forbrydelse. Disse kaldes hospitalsobduktioner og hjælper ofte med at forstå sygdommen og give svar til de pårørende.
De sygdomme der findes som dødsårsag ved en obduktion kan være alle slags sygdomme. Det kan fx være blodpropper i hjertet, hjerneblødninger, kræftsygdomme eller helt andre sygdomme.
Obduktioner i retsmedicin, fx efter ulykker, forbrydelser eller mistænkelige dødsfald, hører ikke til patologiafdelingen, men foretages af retsmedicinere på politiets anmodning.
Patologi har rødder mere end 2000 år tilbage. I oldtiden og middelalderen var det svært at få lov til at åbne døde kroppe, ofte på grund af religiøse eller kulturelle forbud. Men i renæssancen begyndte læger at obducere især henrettede personer for at lære om kroppens anatomi.
I 1600-tallet begyndte man at koble forandringer i kroppen med de sygdomme, som havde ført til døden. En vigtig person i denne udvikling var Giovanni Battista Morgagni, som regnes for en af grundlæggerne af moderne sygdomslære.
Senere, i midten af 1800-tallet, blev mikroskopet forbedret, og lægen Rudolf Virchow opdagede, at sygdom ofte skyldes forandringer i cellerne. Det lagde grundstenen til moderne patoanatomi, hvor man undersøger væv og celler under mikroskop.
Siden da har patologi spillet en central rolle i lægevidenskaben, fx ved at:
Ramadan er den niende måned, fastemåneden, i den islamiske kalender. Fasten betragtes som en af islams fem søjler og ses som et udtryk for indre renselse. Fasten overholdes af de fleste muslimer, men med store regionale forskelle. Ramadanen begynder i år den 17. februar.
Fastelavn er én af årets store udklædningsfester. Danske børneinstitutioner er i vore dage bærende for traditionen, der tidligere var en flere dage lang fejring i forbindelse med fasten. I år var fastelavnssøndag den 15. februar.
Et udbrud af mæslinger spreder sig i London i England, hvor 34 børn indtil videre er smittede. Mæslinger er en virus, der ledsages af et karakteristisk udslæt, og infektionen kan være alvorlig. I Danmark er 93 til 95 procent af børn vaccinerede mod mæslinger som en del af børnevaccinationsprogrammet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.