Smertefulde dage og nætter

"Each individual woman´s body

demands to be accepted on its own terms."

Gloria Steinem

Sidste uge startede godt, og jeg følte mig overbevist om, denne nedtur blev kortvarig. Sidste uges samtaleterapi satte så en stopper for det håb, for jeg skal lige love for, jeg fik sat gang i en masse smertefulde tanker og følelser - jeg blev fuldstændig slået ud. Derfor er det blevet til en kamp bare at komme ud af sengen hver dag, og hvis jeg ikke havde haft Blaze at stå op for og passe og pleje, så var jeg nok blevet liggende i sengen.

Underligt nok er det ligesom om, jeg "er til stede /  nærværende" i min psykiske smerte - som om jeg accepterer, at det er nødt til at gøre ondt for at blive godt. Jeg forsøger ikke at flygte fra de svære tanker og følelser, og jeg arbejder derfor meget med mig selv i denne tid. Det er også tvingende nødvendigt, for jeg kan ikke fortsætte med at have det sådan her i al evighed.

Min elskede søn og min søde far er jeg sammen med hver uge, og det kræver nu flere dages "opladning" og bagefter betyder det flere dages "udbrændthed" for mig. Og det selvom det er de to mennesker, jeg elsker aller mest i hele verden, og vi er sammen på en måde, så jeg kan slappe af imens. Det er dog SÅ vigtigt for mig, at jeg ikke trækker mig fra kontakten med dem, for kærligheden til og fra dem betyder alt i min verden. Derfor vil jeg ikke undvære deres besøg <3

Jeg har ikke energi og overskud til at se andre mennesker end min søn og min far. Jo, min læge og C ser jeg jævnligt, men venner og bekendte har jeg i den her tid kun sparsom kontakt med via sms, facebook og mails.  Sådan er det nødt til at være lige nu, for jeg har rigeligt i at komme ud af sengen, i bad, børste tænder og holde huset nogenlunde ryddeligt (jeg kan i hvert fald gå herinde uden at falde over ting :-) ). Mit madmisbrug har jeg slet ikke kontrol over - enten propper jeg mig med masser af usunde ting, eller også går jeg helt i den anden grøft og lever af Nupo pulver i flere dage. Det er tydeligt, jeg har meget at arbejde med.

Efter at have læst ovenstående er jeg nødt til at fortælle, at jeg altså også har gode fredfyldte stunder med indre ro. Mindst en gang hver dag (eller nat) sidder jeg ligeså stille og lytter til god musik, mens jeg læser med på mange dejlige blogs, og jeg læser også alle de skønne og dejlige opslag på facebook. På facebook følger jeg flere hjertevarme sider med mange inspirerende ord og citater, og det giver mig ubeskrivelig meget positivt at få de input. At læse om stort og småt fra jeres liv giver mig også megen glæde, og jeg nyder at se, hvor kreative I er, eller hvilke tanker I gør jer om alt muligt. Hurra for blogland :-)

Kaotisk tilbagefald

Igennem længere tid har jeg fortrængt og ignoreret alle de forskellige tegn på, at det gik den forkerte vej med mig. Jeg har ikke været bevidst om det, og jeg har haft gode og hyggelige dage, fordi jeg fokuserede på alle de gode ting i livet, og så skubbede jeg alle de svære ting til side og lod simpelthen være med at give dem opmærksomhed. Det er en strategi, som kun virker i en begrænset periode, og den kan absolut ikke anbefales, fordi det hele en dag ramler, og alle de ting, jeg har udskudt at gøre noget ved, vælter pludselig ned over mig på en gang.

I går ramlede det hele for mig, og mit liv er derfor lige nu præget af angst, hjælpeløshed, hovedpine, håbløshed, kaos, kvalme, opkastninger, rod i hovedet og huset, selvbebrejdelser, selvhad, spændinger i nakke og skuldre, tristhed og tårer i massevis.

Jeg føler det som om, jeg er blevet bombet flere år tilbage i min sygdomshistorie, for jeg har igen svært ved de mest almindelige ting såsom at handle, tage alene til læge osv, og jeg søger ofte tilflugt under dynen. Tingene er svære for mig nu, men jeg klarer mig alligevel, for jeg handler dagligvarer på nettet og får dem leveret til køkkenbordet. Jeg har også fået bedt familie, venner og C. fra distriktspsykiatrien om hjælp, så fremover vil jeg få hjælp til at klare mine skal-ting såsom oprydning, læge- og tandlægebesøg osv. Jeg er heldig, at der er mennesker, der kan og vil hjælpe mig.

Blaze hjælper mig også meget, for han sørger for, at jeg kommer ud af sengen hver dag. Han skal selvfølgelig have mad og passes og plejes, og jeg er så glad for det liv, den lille røde bandit har bragt med sig her i huset. Katten er en gave uden lige.

Tilfreds med den indsats jeg har ydet i dag mht at finde ud af, hvilke former for hjælp jeg har behov for pt, og ikke mindst at have bedt de forskellige mennesker i mit liv om hjælpen, vil jeg nu forkæle mig selv med en kop kaffe, mens jeg nusser med Blaze.

Nogle af de dage...

"The mind´s first step to self-awareness

must be through the body."

George Sheehan

Det er nogle af de dage. De stille dage med kaos i mit hoved og smerter i kroppen. De dage, hvor jeg har mest lyst til at isolere mig totalt fra omverdenen. De dage, hvor uventede kærlige ord får mit skjold til at falde til jorden med et brag og giver mig lyst til at åbne op og bevæge mig ud af min mørke hule. De dage, hvor jeg ender med at acceptere, at jeg har behov for at give mig selv tid, forkæle mig selv med stille stunder, hvor jeg lytter til rytmen i mit sind.

Voldsom hovedpine og smerter i nakke, skuldre og ryg er min krops måde at fortælle mig på, at jeg har behov for ro og hvile lige nu. Vel og mærke mental hvile.

I går forsøgte jeg mig med fysisk hvile, og det fik bare min hjerne til at løbe endnu stærkere og efterlade endnu mere kaos i mit hoved. Da jeg mediterede i morges, fik jeg den tanke, at jeg måske skulle prøve det omvendte - altså at lave noget fysisk og så hvile hovedet. Jeg gik en lang tur i kulden, og det hjalp både på hovedpine og ryggen. Og som en ekstra bonus gik det op for mig, at jeg kunne sætte mig til tasterne og skrive lidt her, for det plejer at hjælpe mig til at få lidt kontrol over mit tankekaos, når jeg sætter ord på mine tanker og følelser.

Den seneste uge har givet mig nogle fantastiske oplevelser, og det er dem, jeg reagerer på nu, fordi jeg ikke er færdig med at tænke over dem og lade dem bundfælde sig i mig.

Jeg læste "Kalak", som er Kim Leine´s debutroman. Hans skrivestil er helt unik, og bogen er utrolig spændende. Jeg blev både fortryllet, forundret og forfærdet af at læse bogen, og det er helt klart den bedste bog, jeg nogensinde har læst. Kim Leine er i mine øjne verdens bedste forfatter, og jeg kan kun give "Kalak" mine varmeste anbefalinger :-)

Du kan købe "Kalak" her. Og her kan du læse mere om Kim Leine og hans bøger :-)

Fredag formiddag var C. her til samtaleterapi. Jeg var mat i koderne, men vi fik en god snak omkring den kommende tids mål og handleplan.

Fredag og lørdag var min yndlingsteenager her, og vi havde sådan nogle pragtfulde dage sammen. Vi både lo og talte alvorligt. Slappede af og var også flittige. Min søn er et dejligt menneske, og jeg ville også elske ham, selvom han ikke var min søn, for han har en personlighed, som jeg er vild med.

Søndag formiddag besøgte min søde far mig, og vi var ude at handle, inden han hjalp mig med at tømme min baggang, så den var klar til rengøring mandag. Den skal nemlig males, hvilket min far også er så sød at hjælpe mig med.

Resten af søndagen brugte jeg på at læse Anna Skyggebjerg's bog "Introvert". I Guder og Gudinder, som jeg dog græd. Jeg græd af lettelse over at kunne genkende mig selv i beskrivelsen af introverte mennesker, og jeg græd af lettelse over, at jeg slet ikke er forkert - jeg er bare meget introvert. Jeg er slet ikke færdig med bogen. Jo, jeg har læst alt i den (og nydt alle ordene), men jeg vil bruge bogen som opslagsværk, når jeg har behov for gode råd til at tackle min introverthed.

Anna Skyggebjerg kan du læse om her. Anna her en dejlig blog, som jeg varmt kan anbefale. Og her kan du købe "Introvert" :-)

Anna Skyggebjerg´s bog har sat mange tanker igang hos mig, for i mange år har så store dele af min personlighed fået prædikatet psykisk syg, personlighedsforstyrrelser og dermed den nedbrydende følelse af at være helt forkert. Nu har jeg fundet ud af, at jeg slet ikke er SÅ psykisk syg, som jeg troede. Jeg kan ikke tilskrive det hele, at jeg er introvert, men jeg kan se, at introvertheden er en meget stor årsag til, at jeg er, som jeg er. Ja, jeg lider af nogle psykiske sygdomme, men jeg er slet ikke så rablende vanvittig, som jeg havde fået følelsen af at være. Det er en gave uden lige at blive klar over det, og den viden og ikke mindst følelse er ubeskrivelig vigtig lærdom på min vej mod at vende de mange års selvhad til kærlighed.

Oveni de dejlige oplevelser er jeg ved at vænne mig til at gå med briller, for jeg må jo sande, at jeg bliver ældre, og jeg har fået behov for hjælp til at se klart og tydeligt - det er utroligt, så mange detaljer jeg pludselig kan se, når jeg har briller på :-D

Derudover fik jeg til min søns store morskab endnu et af mine flip med at flytte om. Han mener, at det er en skør kvindeting, for han og hans far flytter da aldrig om sådan bare for sjov - de flytter kun om, når de bygger huset om. Jaja, men jeg er altså kvinde, og jeg er derfor i gang med at flytte lidt om i både min stue, baggang, entre og soveværelse - det skal nok blive godt, når jeg engang bliver færdig med det :-)

Cherish your own emotions

"Cherish your own emotions

and never undervalue them."

Robert Henri

Fredagen blev fredelig for mig her i det lille hus. Selv Blaze var stille og rolig, og han spandt af velvære over nusseri i timevis - ikke de mindste narrestreger lavede den ellers så frække kattekilling i går. Vi havde sådan en fredfyldt aften sammen - ild i brændeovnen og stille musik. Jeg sad med fødderne op pakket ind i et tæppe, og Blaze lå ovenpå mine ben og charmede mig fuldstændig blød - jeg kan slet ikke stå for hans søde måde med at lægge hovedet på skrå og se på mig med sine store smukke øjne.

Fredag formiddag bød jo på samtaleterapi med R., og jeg var glad for, jeg ikke aflyste. R. læste dagbogsnotaterne i min kalender, og vi fik en god snak. R. påpegede noget, jeg blev meget forundret over. Hun sagde nemlig, at jeg har haft travlt og har lavet mange ting i årets første dage. Selv syntes jeg, jeg havde slappet af og intet havde lavet, men nu kan jeg godt se, jeg både har lavet fysiske ting og har tænkt meget og taget (for mig) store beslutninger.

Det var en vigtig ting, R. der fik øje på ved at læse min kalender. Det betyder nemlig, at jeg nu tager det som en selvfølge, at jeg kan mange ting, jeg for bare et år siden ikke havde energi og overskud til - jeg har simpelthen fået det så godt, at jeg nu forventer meget mere af mig selv - jeg er blevet vant til, jeg kan klare en del huslige gøremål og stadig have overskud til at arbejde på at ændre kostvaner osv. Den opdagelse fik vendt noget i mit hoved i går - istedet for at bebrejde mig selv, jeg er træt lige nu og ikke orker at kaste mig over al muligt kreativt eller udfordre mig selv ved at tage alene til storbyen, så blev jeg glad for al det, jeg faktisk lykkes med lige nu :-)

It comes at night

"...Stare into the face of fear

It comes at night...

...I'm lying helpless in my bed

Wonder if the sun will ever rise again

Hearing voices in my head

As the dark of night is closing in

Too many hours too many nights

Of painful visions coming over me..."

Pretty Maids

Aftenerne og nætterne er de værste i øjeblikket. Dagene bruger jeg på at holde sammen på mig selv og bevare kontakten til virkeligheden, så jeg ikke forsvinder ind i mørket af min psyke.

C. har fortalt mig, at mange med samme sygdom som jeg oplever, at anfaldene er kroppens forsvarsmekanisme, når man presser sig selv og er stresset. Derfor er der ikke noget at sige til, at januar byder på slemme anfald for mig, da jeg gennem lang tid har presset mig selv meget.

Mens jeg sidder stille nu her med ild i brændeovnen og kaffe i kruset, kan jeg mærke trætheden helt ind i knoglerne. De mørke timers angst og tårer tærer noget så slemt på kræfterne, og det gør det ikke bedre, når jeg pga indre uro ikke får sovet nok om natten. I forvejen er min nattesøvn meget udfordret pga psykofarmakaens bivirkninger (vågner ca hver time), men de seneste nætter har det da været helt slemt med at sove, for jeg ligger enten søvnløs eller har slemme mareridt, så jeg vågner med hjertebanken og badet i sved.

En ting er selve anfaldene. De er skræmmende. Men skræmmende er også mine tanker efterfølgende, for jeg er plaget af katastrofetanker om, at anfaldene nu igen skal være en fast del af min hverdag igen - trods medicinen. Angsten for, at jeg mister kontakten med virkeligheden i længere tid eller værst tænkeligt: konstant, er det værste for mig at tackle lige nu. Jeg er så bange for at forsvinde helt ind i min psykes mørke afgrund. Derfor kæmper jeg så meget i mod min trang til bare at give totalt slip og overlade mig til mørket - og det koster så utrolig mange kræfter.

I formiddag kommer R., men jeg er så udmattet lige nu, at jeg slet ikke kan overskue, hvordan jeg om få timer skal få overskud til samtaleterapien med hende. Jeg er fristet til at aflyse aftalen med hende, men jeg ved jo godt med min fornuft, at det vil være dumt, da det jo er i perioder som denne, at jeg har aller mest brug for samtaleterapien. Jeg ved bare slet ikke, hvordan jeg skal finde overskuddet til at tale og være sammen med R. i dag. For ikke at stresse mig selv over det, har jeg bestemt mig for, at jeg bare vil bede R. om at læse mine dagbogsnotater for januar, og så vil jeg lade det være op til hende at starte samtalen. Så må vi se, hvor meget jeg orker at tale i dag. Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil bebrejde mig selv, hvis jeg ikke orker ret meget snak i dag - at jeg ikke aflyser, og lader R. læse dagbogen er flot, og det vil om ikke andet så give mine kontaktpersoner et indblik i, hvordan jeg har det lige nu.

Jeg vil lytte til mig selv nu og give mig selv fred og ro. Jeg vil lade være med at bebrejde mig selv alle de ting, jeg lige nu ikke har kræfter til. 

• Det er okay, jeg har behov for at slappe af uden at presse mig selv til fremskridt. 
• Det er okay, at jeg bruger dagens lyse timer på bare at nusse og lege med min kattekilling.
• Det er okay, jeg tager en pause fra omverdenen - ikke følger med i nyhederne og i stedet bare hører musik på youtube.
• Det er okay, jeg ikke orker at arbejde med mig selv.
• Det er okay, jeg tuller herhjemme og ikke presser mig selv til at tage alene ud i verdenen.
• Det er okay, jeg bare er.

Fødselsdagsluksus

"The most important thing

is to be whatever you are without shame."

Rod Steiger

Skam har været en af mine tro følgesvende gennem livet. Nu er skammen ikke længere en af mine konstante følgesvende, for jeg har accepteret, at jeg ikke kan ændre min fortid. Livet formede sig ikke for mig, som jeg havde drømt om og planlagt. Det kunne jeg vælge at græde over eller endda være bitter over. Det er ikke længere ret ofte, jeg får et stik i hjertet over alt det, som ikke er. Istedet glædes jeg over, det som er. Og nogle gange glædes jeg endda over den, jeg er :-)

I går glædede jeg mig over, den jeg var/er. Det var min fødselsdag, og det var en dag fuld af glæde og lykke.  Dagen bød på mange dejlige fødselsdags- og nytårshilsner fra dejlige mennesker, og jeg fik de første hilsner på facebook, mens jeg nød min kaffe - det var luksus :-)

C. kom til et morgenbesøg, og hun overraskede mig meget ved at give mig den smukkeste buket roser, som ovenikøbet dufter helt fantastisk. Vi fik en både god og hyggelig snak ang status og ønsker ang fremtiden. Det føltes som længe siden, jeg havde set C., og jeg var så glad for hendes besøg i går. Følte sådan en dejlig ro over at tale med hende igen - det var luksus :-)

C. var ikke andet end lige gået ud ad døren, førend min smukke søn stod op. Hans kys, kram, lykkeønskninger og gave fik mit hjerte til at smelte fuldstændig af al min kærlighed til ham - det var luksus :-)

Facebook har jeg ikke kunnet finde ud af. I går hjalp min søn mig med et par ting på facebook, og en hel ny verden åbnede sig for mig. Jeg fandt med hans hjælp frem til et par musikeres facebooksider, og jeg ser pludselig uanede muligheder for at følge en masse spændende ting derinde - det er luksus :-)

Min søn og jeg havde også sådan en hyggelig stund med at finde vinderen af min give away - det var luksus :-)

F. blev hentet om eftermiddagen, og kort tid efter ringede min dejlige far for at ønske mig tillykke med fødselsdagen. Han var her i søndags for at fejre det sammen med os, og vi havde en hyggelig dag sammen. Det var også dejligt at tale med min far i går, og jeg kunne virkelig mærke, hvor meget han elsker mig - det var luksus :-)

Blaze havde ligget et par timer inde i min seng, da jeg gik ind for at tage mig en lur sammen med kattekillingen. Det var ren hygge at ligge ligeså stille og nusse med den helt rolige kat, og vi faldt i søvn, mens vi lå helt tæt sammen - det var luksus :-)

Nytårsaften tilbragte jeg, som jeg bedst kan lide det - alene sammen med katten. Ild i brændeovnen og god musik i radioen, mens jeg bare var. Og da skete det magiske, for pludselig fik jeg den mest vidunderlige følelse af, at jeg er et dejligt menneske - at jeg godt kan lide mig selv, som jeg er (væremåde) - det var LUKSUS :-)

Med ønsket om, at også du kan lide dig selv, sender jeg dig mine kærligste tanker og ønsker dig et fantastisk dejligt 2013 :-)

Blossoming

"Blossoming.

You are just getting started,

so have patience with yourself and the proces,

and do not give up."

Doreen Virtue.

Der har været stille her på bloggen af forskellige årsager, men nu har jeg igen ord at dele :-)

For et par uger siden skete der noget inden i mig, og jeg begyndte at kunne leve, som jeg gerne vil mht kost - sukkerfrit og fedtfattigt langt det meste af tiden. Min krop reagerede på, at jeg ikke gav den ret meget sukker, og jeg blev syg. Jeg tænker, det er kroppens måde at rense ud på :-)

Psykisk renser jeg også ud, og jeg er så småt begyndt at kunne følge mine struktursedler. Struktursedlerne har jeg skrevet, og det er små huskesedler til mig selv om, hvad jeg skal fylde mine dage med for at give mig selv de mest optimale muligheder for at være glad og trives. Regelmæssige sunde måltider, faste sovetider, daglige meditationer og stille stunder til refleksion.

Tingene tager jeg mere og mere til mig, og det gør mig SÅ godt - jeg er glad og trives. Vægten viste i sidste uge godt 1 kg mindre end sidste vejning, så det var dejligt :-)

Det er okay bare at være

"Det er okay bare at være."

C.

Ovenstående ord faldt igen i fredags under samtaleterapien med C., det er ikke første gang, C. siger dem til mig, og det bliver heller ikke sidste gang. Nogle gange har jeg så store forventninger til mig selv, at jeg ender med at køre mig selv helt træt i mine bestræbelser på at gøre fremskridt. Det er okay bare at være...

I fredags snakkede jeg med C. om, at jeg har behov for at give mig selv en pause - en time out fra alle de udfordringer, jeg giver mig selv. At jeg har behov for bare at være...

I går var jeg bare, og jeg nød det i fulde drag. Min lørdag bød på:

• Skøn mail fra en dejlig kvinde.
• Dejlig opkvikkende kaffe.
• Hyggelig morgensnak i telefonen med A.
• Smukt solskin over morgendisen i Vejle Ådal.
• Fascinerende smukt farvespil i træernes varme gyldne og røde nuancer.
• En hurtig tur i Fakta - uden at købe noget med sukker - faldt mig endda let :-)
• Smil til og fra damen bag disken på apoteket.
• En venlig bemærkning fra en sød buschauffør.
• Masser af god musik.
• Oprydning på det kommende sybord.
• Lækker frokost.
• Skrive i dagbog kalenderen.
• Meditation et par gange i løbet af dagen.
• 1/2 times hyggelig chat.
• En smule vasketøj.
• Aftensnak i telefonen med A. det dejlige menneske.
• Kærlighedserklæringer til og fra min søn via telefonen.
• Velsmagende aftensmad.
• God lakridsthe.
• Sms og chat med P.
• Hygge med tændte stearinlys.
• Sengelæsning.

En vidunderlig lørdag havde jeg, og mon ikke søndagen også bliver god? Jeg tror det sørme :-)

Forhåbentlig er din weekend også dejlig :-)

Go outside

"Go Outside.

You have been indoors too long.

Go outside and get some fresh air."

Doreen Virtue

I dag har jeg samtaleterapi på programmet, og bagefter vil jeg tage en tur til Vejle og få ordnet et par ærinder. Jeg trænger til at komme lidt hjemmefra og få lidt luft, selvom jeg godt nok har været ude hver dag i denne uge - det er store ting for mig, da jeg har en tendens til at isolere mig indendøre. I dag vil jeg dog være ude lidt længere tid, end jeg ellers har været i lang tid, og jeg glæder mig til at mærke vinden lege med mit lange hår :-)

Endings and Beginnings

"The old must be released so that the new can enter."

Doreen Virtue

I weekenden sorterede jeg nogle ting, papirer og breve, som jeg havde gemt i mange år. Mange af brevene og kortene var fra de år, hvor sygdommen var værst. Jeg kan ikke huske ret meget fra de år, hvor sygdommen invadere mit sind for alvor, så det var hårdt at læse ordene fra dengang. Jeg havde selv skrevet en masse dengang, og ved at læse tingene igen gik det op for mig, hvor deprimeret jeg var i de år - tænk, at jeg kunne komme så langt ned, at livet ikke syntes værd at leve. Skræmmende. Og særlig skræmmende er det, at jeg følte, at det bedste for min søn ville være, at jeg tog mit eget liv! Det er det, som skræmmer mig mest ved at se min fortid i øjnene.

Fortidens skygger gør mig stille, sart og skrøbelig i disse dage, men midt i de chokerende minder om sygdommens alvor finder jeg også stor lykke - lykke over, at mit sind ikke er så forskruet og mørkt længere - lykke over, at selvmordsplaner ikke længere er en del af mit liv - lykke over, at jeg nu er overbevist om, at det bedste for min søn er, at jeg lever og er her for ham - lykke over, at jeg føler, at kærligheden til min søn er stærkere end de mørkeste afkroge af mit sind - lykke over, at jeg trods den dybeste depression altid formåede at træffe de rette valg for min søn - lykke over, at min søn har en far, der ville og kunne give min søn den stabile hverdag, jeg ikke længere kunne give ham - lykke over, at jeg har været i stand til at se udover mine egne behov for at være sammen med min søn og i stedet gøre de ting, der var bedst for min søn - lykke over, at min søn er et dejligt harmonisk menneske, der ikke er i tvivl om min store kærlighed til ham.

Nu er tiden inde til, at jeg giver slip på selvbebrejdelserne og den kulsorte samvittighed, for jeg kan ikke ændre min fortid...

Mosekonen er til stor inspiration for mig mht at acceptere min fortid. Sjældent har jeg læst stærkere ord om det emne, og jeg kan ikke andet end glædes over, at Tove har modet til at dele sin historie. Det er stærk læsning, som går direkte ind under huden på mig. Måske er det den dejlige kvindes ord, der fik mig igang med denne process, som foregår i mit indre i disse dage?

Middel mod kaos

"A schedule defends from chaos and whim."

Annie Dillard

I denne tid er der godt nok meget stille i min ydre verden, for det er ikke ret meget, jeg har kontakt med andre end min familie og behandlere. Til gengæld sker der en masse indeni mig, for jeg er blevet langt bedre til at spise sukkerfrit og fedtfattigt. Det er stadig en kamp for mig at lade være med at købe usunde ting, og derfor minimerer jeg mine dagligevareindkøb til et absolut minimum. Lige nu er det den eneste metode, som jeg mestrer i min kamp mod kostændringen.

Mit behov for fred og ro er meget stort i denne tid. I en del år har jeg dækket en del af mit behov for kontakt med andre mennesker gennem chat, men i denne tid har jeg svært ved at hygge mig med det - jeg føler ikke, jeg har noget positivt at byde på og bidrage med. Når jeg tænker over det, så smerter det mig meget, at jeg har så lavt selvværd. Efterhånden er det dog gået op for mig, at jeg ikke bliver gladere for mig selv gennem bekræftelse af andre - det er indeni mig selv, at jeg skal lære at værdsætte mig selv. Naturligvis bliver jeg glad for at få en kompliment, men glæden er flygtig, hvis jeg ikke både føler, komplimenten kommer fra hjertet OG jeg selv kan se, det er sandt.

Sammen med mine to kontaktpersoner fra distriktspsykiatrien har jeg lavet en plan for resten af året. Planen går ud på, at jeg sammen med C. arbejder med angst, og sammen med R. arbejder jeg med kostændring og vægttab. R. var her tirsdag, og hun havde et skema med, som gerne skulle hjælpe mig til at blive opmærksom på, hvornår det er, at min trang til søde sager er størst. Skemaet skulle også gerne hjælpe mig til at indse, hvilke situationer som fremkalder trangen til usunde ting samt hvad jeg gør ved det. Nu må jeg se at bruge det, så jeg kan blive klogere på min madafhængihed :-)

Efter at have læst ovenstående går det op for mig, at det kan opfattes som en lang klagesang. Sådan er det på ingen måde ment. Selvom det er svært for mig med kostændringen og mit selvværd i denne tid, så formår jeg alligevel at skabe mig stunder af hygge, livsglæde og lykke. Jeg mediterer og hører god musik, mens jeg nyder bare at være til. Det er vist det, som kaldes zen :-)

Hygge gør jeg også med at læse blogs. Jeg nyder sådan at drikke min kaffe, mens jeg sidder og læser de skønne blogs, som jeg følger med i. Det bliver ikke til så mange kommentarer, for jeg er stadig lidt genert ved at skrive til folk, jeg ikke kender, men jeg øver mig, for jeg vil gerne kunne glæde andre mennesker med en kommentar ind i mellem :-)

Må din dag blive fuld af glæde og lykke :-)

Skab din egen lykke

"Vi finder ingen balance,

hvis vi er afhængige af,

at andre mennesker fylder os ud.

Vi får det langt bedre,

når vi selv fylder os ud.

Hvis din indre ro er afhængig af,

hvordan andre mennesker vil handle,

lever du i det lavere selvs verden,

og du vil hele tiden være i konflikt.

Når du klipper navlestrengen over,

kan du leve i det højere selvs verden,

hvor lykken hersker."

Susan Jeffers:

Din lille bog om at være i balance.

Glæden over livet og glæden over underet i alting fylder mig i disse dage. Jeg er langsomt ved at acceptere og ikke mindst tilgive mig selv for fortidens synder. Det gør mig godt, og tilgivelsen gør det muligt for mig at åbne op og tage imod de mange glæder, livet byder på :-)

I går var min kontaktperson fra distriktspsykiatrien, C., her, og vi havde sådan en god og intens samtale. C. satte mange tanker i gang hos mig, og jeg har brugt og bruger stadig meget tid på at tænke tankerne igennem. C. hjælper mig med at sætte ting på plads i mit indre, og det er en gave uden lige at få hjælp til at få ryddet op i det kaos, som mit sind har været i mange år. Langsomt, men sikkert, får jeg mod til at se mig selv, som jeg er, og ikke som jeg ønskede, jeg ville blive.

Slanke snak Vol. 2

"Enthusisasm is the great hill-climber."

Elbert Hubbard

Forandringens vinde blæser her i Gammelby, for jeg har igen fundet tilbage til den rette sti på vej mod en fysisk mindre udgave af mig - ligeså stille er det igen blevet muligt for mig at begrænse min indtagelse af sukker. Det er uden tvivl derfor, jeg har fået mere energi og er blevet gladere, for jeg fik det så dårligt både fysisk og psykisk, når jeg proppede mig med sukker. Det er klart, når jeg nu har diabetes type 2.

I mandags var jeg for første gang siden april måned inde ved diætisten på sukkersyge afdelingen. Min kontaktperson fra distriktspsykiatrien, C., var for første gang med mig ved diætisten. Jeg var på vægten, og jeg havde tabt 3 af de 4 kg, jeg sidste gang ved lægen havde taget på igen. I forhold til april vejer jeg 9 kg mindre nu, så det er positivt. Diætisten var dog langt fra tilfreds med langtidsmålingen af mit blodsukker, så der er masser af plads til forbedringer.

Bagefter sad C. og jeg i solen og talte lidt. Der var en fantastisk god stemning mellem os, og det var ligesom om, der skete en forandring indeni mig - jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville finde mig i, at angsten styrer mig liv i så stor grad. I weekenden havde det været så slemt, at jeg blev virkelig bekymret for min fremtid. I mandags besluttede jeg mig for at kæmpe mod angsten og udfordre mig selv. C. var mildt sagt begejstret, og det gav mig yderligere mod til at se angsten i øjnene og trodse den. Det gik godt :-)

Telefonsamtaler med A. senere på dagen satte yderligere gang i forandringerne indeni mig. Vi blev enige om, at al bevægelse er bedre end ingenting, og vi lagde en plan for, hvordan jeg ligeså stille kan begynde at bevæge mig mere uden jeg går i sort psykisk og overanstrenger mig for meget fysisk. Jeg fandt en lille meget lav træskammel frem fra gemmerne, og jeg er begyndt at tage 5 minutters step på den engang i mellem. Det gør mig godt :-)

Siden barn har jeg været misbruger af mad, fordi jeg har den brist, at jeg forbinder mad med trøst, tryghed og kærlighed. Det er jeg blevet opmærksom på nu, og det er første skridt på vejen til at elske mig selv med lukket mund :-)

Stilledage og noget om at læse

Smuk buket i mine yndlingsfarver, som jeg fik tirsdag den 11. september 2012 :-)

"You will never be alone with at poet in your pocket."

John Adams

Når jeg tænker på, hvordan mine dage er lige nu, så er det noget med, at jeg ikke føler mig ensom, når jeg har blogindlæg, sms'er og af mig endnu ulæst læsestof fra Fyldepennen :-)

Træthed har lagt sig som en tung dis over mig, og jeg tuller bare rundt i min egen lille verden. Dog er der små afbrydelser som lægebesøg og besøg fra distrikspsykiatrien. I går havde min søn fri fra skole, og vi mødtes til kys og kram efter mit lægebesøg. Det gjorde mig utrolig godt at se min søn igen, og jeg kunne også mærke på ham, at han nød vores møde meget. Hvilken luksus er det ikke at have en søn, der nyder at se og tale med mig? Det er lykke i den reneste form for mig :-)

At være så træt, at jeg stort set intet orker, kunne tidligere slå mig helt ud. Nu er jeg kun ked af, jeg er nødt til at aflyse aftaler. Det er svært for mig at skulle fortælle raske mennesker, at jeg endnu engang ikke har overskud til at ses med dem. Men jeg får sagt det, og jeg kan bagefter slappe af og bare være. Det er svært for mig at forstå, og endnu svære at forklare, men trods trætheden er mine dage gode - jeg indstiller mig ligesom på nogle stilledage, og så nyder jeg, at jeg har tiden til at kunne tulle rundt i badekåbe, sidde en hel aften og høre god musik med tændte stearinlys, sove når jeg er for træt til at være vågen (og det er mange gange i løbet af et døgn) samt læse blogs på nettet og tekster på Fyldepennen.

Line fik via sit blogindlæg om Fyldepennen den anden dag åbnet mine øjne for den guldgrube af litteratur, som findes der. Så mange vidt forskellige tekster samlet et sted - det er jo den rene luksus. Indtil videre har jeg kun læst derinde, men jeg har planer om at oprette mig derinde, så jeg kan kommentere de tekster, jeg læser. Selv har jeg ingen forfatterdrømme, men jeg nyder at læse og vil gerne kunne skrive tak for de oplevelser, jeg nogle gange får ved at læse en tekst derinde.

Siden jeg som barn lærte at læse, har jeg haft utallige gode timer med næsen i en bog, for jeg slugte den ene bog efter den anden. Jeg har altid levet mig meget ind i bøgerne, og jeg har haft så utrolig megen nydelse ud af at kunne fordybe mig fuldstændig i bøgernes verden. Bøgerne gled ligeså stille ud af mit liv, da jeg blev psykisk syg, fordi jeg fik svært ved at koncentrere mig om dem - jeg kunne ligesom ikke længere få ro i mit hoved til at forsvinde ind i en bog. Og det med at læse et par få sider af gangen er ligesom bare ikke mig - jeg har det bedst med at blive opslugt og tabt for omverden, mens jeg læser en bog. Måske en slags alt eller intet?

Det seneste års tid har jeg igen fået nogle gode læseoplevelser. Min søn blev meget opslugt af den serie, som hedder Skyggens Lærling, og hans begejstring for det univers var så smittende, at jeg gav mig i kast med at læse de bøger. Det var fedt, for jeg slugte ordene, og jeg læste og læste. Pludselig var det som i gamle dage inden sygdom, hvor jeg kunne læse og læse i en køre, til der ikke var flere ord at læse i bogen. Det var skønt, og hvor var det dog vidunderligt at kunne tale med min søn om bøgerne :-)

Her i skrivende stund længes jeg igen efter at læse en bog - en gammeldags bog af papir vel og mærke. Jeg har masser af bøger, som bare står og venter på, jeg giver mig i kast med dem, så jeg tror faktisk, jeg vil se, om jeg ikke kan læse en af dem her i weekenden. På mit sofabord ligger Genfærd af Jo Nesbø, og jeg vil starte med den, da jeg nød de andre bøger i serien om Harry Pole :-)

At se sig selv gennem andres øjne

"Sometimes you can't see yourself clearly

until you see yourself through the eyes of others."

Ellen DeGeneres

Ofte oplever jeg stor usikkerhed omkring, hvorvidt det jeg tænker og føler er normalt (hvad normal så end er), eller om det skyldes sygdom. Derfor er det så godt for mig at kunne tale med mine kontaktpersoner fra psykiatrien om det. Som regel får jeg at vide, at jeg langt fra er den eneste, der tænker og føler sådan. Det er en lettelse for mig at vide, at jeg ikke er alene og endnu vigtigere, at der findes noget, jeg kan gøre ved feks. angst eller afhængighed (af mad). Jeg er imponeret over og meget taknemmelig for den store viden, mine kontaktpersoner går rundt med - de ved utrolig meget om mange forskellige emner. Hvis de fik løn som fortjent, så ville de være meget højtlønnede :-)

Jeg er så heldig en kvinde, at verdens bedste ven er min ven. Han er en dejlig mand, og jeg holder så utrolig meget af ham. A og jeg taler sammen i telefon hver dag, og som regel både om morgenen og når han får fri fra arbejde. Det er dejligt at dele stort og småt med ham, og jeg nyder også at kunne høre en anden vinkel på tingene end min egen. A har en evne til nogle gange at kunne gennemskue nogle ting om mig, som jeg ikke selv har kunnet se. Seneste eksempel er, at han en dag sagde til mig, at jeg har lettest ved at leve sundt, når jeg ikke har ret meget mad i huset. Da han sagde det, kunne jeg sagtens se, at han havde ret. Det er derfor både dejligt og udviklende at have en ven som A :-)

Om det skyldes sygdom, lavt selvværd eller en kombination af begge dele, ved jeg ikke, men jeg har meget svært ved at se noget positivt ved mig selv. Jeg føler oftest, at jeg har en masse fejl og ikke ret meget godt at byde på. Langsomt er det i denne tid ved at gå op for mig, at det ikke er sandt, og at jeg på nogle områder er et dejligt menneske, som andre mennesker kan nyde at kende og være sammen med - at også jeg har noget positivt at bidrage med. Det er en meget langsom proces, men jeg er så heldig, at flere mennesker har været og er søde til at fortælle mig nogle ting, som de nyder ved mig. Deres søde ord varmer og glæder mig meget, når jeg føler, at de mener det oprigtigt, og lige så stille ændres min selvopfattelse til det mere positive. Det er en dejlig følelse, og jeg vil derfor øve mig i at se de gode ting ved mig selv fremfor de negative :-)

Nogle gange er det derfor både nødvendigt og meget givende at se mig selv gennem andres øjne :-)

Gammelt digt til M

Her til morgen har jeg siddet og genlæst et digt, jeg skrev til M fredag den 6/3-2009:

"Distriktspsykiatrien

Hallo.
Nogen hjemme?
Du kommer for at hjælpe mig
med at holde fast i virkeligheden,
sætte struktur på mit liv,
stoppe de nedbrydende indlæggelser.

Du kender metoder og tricks:
medicin, lister, akupunktur og
problemformuleringer.

Dit vigtigste redskab
er din hjertevarme,
tålmodighed og næstekærlighed.

Du lytter og støtter
mig i det, som rører mig
i et tempo, jeg kan kapere.

Du er mit ugentlige holdepunkt.
Uden dig flyder og vejer
jeg som et siv i vinden.

Du gør mig stærk,
giver mig tiltro til mig selv,
lader mig vokse psykisk.

Tak fordi du er til."

Et svært farvel Vol. 2

"Never be afraid to fall apart

because it is an opportunity to rebuild yourself

the way you wish you had been all along."

Rae Smith

I går skrev jeg en anelse kækt, at det ikke var så svært at sige farvel til M, som jeg havde forventet. Det var det heller ikke, mens M var her, men bagefter...

Bagefter skal jeg love for, det var svært for mig. Bevidstheden om, M ikke mere kommer og samler mig op og gennem samtaler bringer orden i mit hoved, fik mig til at falde fra hinanden i nogle timer. Smerten fik mig til at skrige stumt til himlen, inden jeg klogeligt valgte at gå i seng og putte mig under kugledynen. Jeg græd mig i søvn, men gråden ændrede sig langsomt fra at være ubehersket til en stille sørgmodig gråd, og inden jeg faldt i søvn, fik jeg en følelse af, at alt var okay - at det var okay, at jeg var ked af det lige nu, for naturligvis var det svært for mig at sige farvel.

Da jeg stod op her til morgen, var det med en følelse af, at alt er, som det skal være - at det er okay at sige farvel til M nu. Igen tænkte jeg over M's og min samtale om, at afskeden måske skal lære mig at sige farvel på en god måde. Jeg tænkte også på, at M har været i mit liv for at lære mig nogle bestemte ting. Nu har jeg så lært dem, og det er derfor tid for hende til at lære nogle andre mennesker nogle ting. Uanset hvad, så er jeg taknemmelig over, at jeg fik lov til at lære M at kende i en periode af mit liv. Hun gav mig langt mere, end hendes job krævede - hun gav mig en del af sig selv. Hendes hjertevarme vil for altid være en dejlig del af mine minder om hende :-)

Et svært farvel

"Alt ændrer sig,

intet forbliver uden ændring."

Gautama Siddnrtha, Buddha (563-483 f.kr.)

Grundlægger af den buddhistiske religion og filosofi.

I dag var en dag, jeg frygtede, for jeg skulle sige farvel til den ene af mine kontaktpersoner fra psykiatrien. Hun har fået nyt job, og tiden er derfor kommet til, at noget nyt skal ske. M har været mit faste holdepunkt i mange år. Hun har hjulpet mig med stort og småt gennem alle årene, og i perioder har hun været den eneste grund til, at jeg ikke forsvandt helt ind i mit mørke sind.

M er utrolig dygtig faglig, og hun er helt unik med sin hjertevarme og omsorg for sine medmennesker. M har lært mig så meget, og det har i sandhed været en dejlig gave at have hende i mit liv. Jeg er glad og taknemmelig over, at jeg fik lov til at kende hende i så mange år.

I dag var det lettere end forventet at sige farvel til M. At give hende det sidste knus var dog svært, og da jeg så hende gå ud af døren for sidste gang, fik jeg tårer i øjnene. Aftenen vil jeg bruge på at sidde og tænke på alle mine oplevelser med M, mens jeg nyder synet af den smukke englelysestage, M forærede mig. Det var så betænksom en gave. Tak til M for at være DIG :-)