Ikaria

Befolkningen på Ikaria har i århundreder været tvunget til at leve forholdsvis spartansk for at overleve. Dette har resulteret i stor selvstændighed og mange er selvforsynende. Foruden fiskeri, får- og gedehold samt landbrug har Ikaria en betydelig biavl og producerer fortrinsvis timianhonning og lynghonning. Eksperter mener, at honning fra Ikaria hører til blandt de bedste i verden. Desuden dyrkes der oliven og grøntsager. Et vigtigt erhverv er dyrkning af vinstokke. Der produceres i alt 12 lokale vine på Ikaria, hvor Fokiano er den mest anerkendte sort. Her produceres også andre alkoholiske produkter såsom tsipouro (raki) og ouzo.

Siden 1960'erne er der fra forskelligt hold investeret i at udbygge øens manglende infrastruktur. Men på trods af dette er masseturismen endnu ikke slået igennem. Dette skyldes blandt andet manglen på en international lufthavn, manglen på større turistattraktioner og det faktum, at infrastrukturen mange steder stadig ikke lever op til vesteuropæiske standarder. Dette forklarer dog også øens popularitet blandt uafhængige rejsende, der værdsætter landskabets og befolkningens uspolerede natur. Som følge heraf udgør landbrugssektoren, sammen med en vis turisme, stadig en betydelig del af nationalindkomsten.

På den østlige del af Ikaria ligger landsbyen Therma, der er hjemsted for fem af øens vigtigste termiske kilder, hvoraf tre i øjeblikket er i drift. Kilderne indeholder vand med en ganske særlig sammensætning af mineraler og radium, hvis helbredende virkning har været kendt siden antikken.

Det oprindelige Therma blev ødelagt af et jordskælv, og den antikke by blev sidenhen ikke genopført. Først i starten af 1900-tallet opstod i den nyopførte by, også benævnt Therma, en mere organiseret udnyttelse af de helbredende kilder (hydroterapi). Omkring 300 meter nordøst for det nuværende Therma er der fundet bygningsrester, der formentlig stammer fra det antikke Therma. Der er både rester af mure på land og i vandet ud for kildens udløb.

Ikaria var tilbage i neolitisk tid beboet af præ-hellenske befolkningsgrupper. Herom vidner fund af fundamenter, der stammer fra neolitiske bosættelser samt værktøj fx stenøkser fundet forskellige steder på øen. Omkring Drakanos akropolis, på øens østside er der identificeret rester af gamle stenbrud, gravhøje og havneinstallationer. Nord for Drakano er der fundet megalitiske monumenter (bautasten).

Ifølge den græske geograf og historiker Strabon kom Ikarias senere indbyggere fra Milet og bosatte sig i området omkring nutidens Kampos, der i antikken var kendt som Oenoe, der var øens daværende hovedstad.

Ved den mindre bosættelse Nas findes et Artemistempel fra 500-tallet f.v.t. I dag er kun rester af templets fundament tilbage, fordi dets bygningsmateriale blev benyttet til opførelsen af en kirke. I samme område er der fundet keramik fra den geometriske periode.

I 400-tallet f.v.t. blev Ikaria først underlagt perserne i forbindelse med Perserkrigene og kom senere under Spartas kontrol efter Den Peloponnesiske Krig. I hellenistisk tid blev Ikaria kontrolleret af Ptolemæerriget.

Fra denne periode stammer det østligt beliggende Drakano-tårn (Pýrgos Drákanou), der blev bygget i 300-tallet f.v.t. Tårnet blev opført for at overvåge søtrafikken i området. Bygningen er 14 meter høj og er beliggende på en klippe i en højde af 50 meter over havet med et omfattende udsyn over farvandene ved øerne Fourni og Samos. Det er et af de bedst bevarede tårne i Det Ægæiske Hav. I år 133 f.v.t. blev Ikaria indlemmet i Romerriget.

Kilder nævner, at Ikaria i det første hundrede år e.v.t. var øde, og at beboerne på Samos brugte øen som græsningsområde. Fra den byzantinske periode er oplysninger og kilder sparsomme. Ruiner nær det antikke Oenoe dokumenterer, at en central bosættelse var placeret dér gennem hele den byzantinske periode. Her findes kirker fra byzantinsk tid, såsom Agia Eirini fra 1100-tallet, der er rejst over en oldkristen kirke fra 500-tallet.

I løbet af 1000-tallet var den byzantinske flåde ikke længere i stand til at tilbyde tilstrækkelig beskyttelse mod de tiltagende angreb fra saracenske pirater. Kystområderne forfaldt og beboerne søgte mod beskyttende bosættelser i bjergene.

I 1300-tallet kom Ikaria sammen med øerne Samos og Chios under genovesisk herrredømme. På grund af den evige risiko for piratoverfald og plyndring begrænsede Genova sine aktiviteter i området. Fra 1481 blev Ikaria kontrolleret af Johanniterordenen fra Rhodos indtil 1522, hvor Rhodos ligesom Ikaria blev underlagt det osmanniske herredømme. I den forholdsvis lange periode, hvor genoveserne og johanniterne regerede Ikaria, efterlod disse ingen synlige vidnesbyrd om deres tilstedeværelse. Fra 1700-tallet er det sparsomt med dokumentariske kilder omkring situationen på øen. Befolkningen levede hovedsageligt i bjergene og oplysninger fra vestlige rejsende bemærker fraværet af organiserede bosættelser og indbyggernes fattigdom.

I 1800-tallet, på tærsklen til Den Græske Frihedskrig i 1821, blev en afdeling af den revolutionære organisation Filiki Eteria (Filikí Etaireía, græsk for 'Venskabsforeningen') grundlagt i Ikaria. Fra 1835 blev Ikaria en del af den særlige provins Tetranesos ('De fire Øer') sammen med Patmos, Leros og Kalimnos. Den 17. juli 1912 brød et oprør ud. Repræsentanter for den osmanniske administration forlod øen, og den frie Ikariske stat blev etableret med byen Evdilos som hovedstad. Den 4. november 1912 ankom den græske flåde til øen. Ikarias befrielse og øens forening med Grækenland blev stadfæstet ved Bukarest-traktaten i 1913.

Under 2. Verdenskrig blev Ikaria erobret og besat først af italienerne og dernæst af tyskerne. På trods af en stor fattigdom, hvor mange ikarier døde af sult, stillede øen med en vigtig partisanbevægelse.

Under og efter Den Græske Borgerkrig i årene fra 1946 til 1949, blev tusindvis af medlemmer af Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) og Den Græske Modstandsbevægelse (EAM) og formodede sympatisører arresteret og sendt i internt eksil på mindre og ofte ubeboede græske øer. Den nationalistiske græske regering brugte blandt flere andre øer Ikaria som intern eksilø, til at forvise omkring 13.000 kommunister og modstandsfolk.

Lokalbefolkningen på Ikaria havde forbud mod at blandes sig og støtte de eksilerede fanger, hvilket de i langt de fleste tilfælde ikke rettede sig efter. I stedet åbnede de deres hjem og delte deres sparsomme ejendele med deres landsmænd. Til dato har størstedelen af Ikarias lokalbefolkning fortsat sympati for venstrefløjspartier og kommunismen. Af den grund omtales Ikaria af nogle som "Den Røde Klippe" (Kókkinos Vráchos). Således stemte 35 procent af Ikarias befolkning på KKE ved parlamentsvalget i 2023.

Det Arkæologiske Museum i Agios Kirikos (Archaiologikó Mouseío Agíou Kirýkou) har til huse i en neoklassicistisk bygning fra 1925. Den arkæologiske samling viser fund fra den neolitiske periode og fra arkaisk og klassisk tid og består af redskaber, krukker, figurer, røgelsesbrændere, lamper, gravstene og mønter samt andre artefakter. Fundene stammer fra bosættelser over hele Ikaria, herunder Artemis-templet i Nas, fra oldtidsbyen Oinoe og fra Drakanos.

Kampos' Arkæologiske Samling (Archaiologikí Syllogí Kámpou) har til huse i en elegant neoklassicistisk bygning fra 1939. Museet er placeret lige ved den byzantinske kirke Agia Irini. Samlingen består af fund fra blandt andet Kampos (fra den antikke by Oinoe) og Nas (Artemis templet). Udstillingen omfatter vaser, statuer, votivgaver, sarkofager, figurer og arkitektoniske elementer. Blandt fundene er en enestående marmorsarkofag fra senantikken.

Folkloremuseet i Agios Kirykos (Laografikó Mouseío Agíou Kirýkou) åbnede i 2010. Museets mission er at bevare og fremme ikariske traditioner og skikke gennem en præsentation af over 1500 genstande. Museet udstiller blandt andet folkedragter, tekstiler, keramik, landbrugsredskaber og værktøjer, fotos og historiske dokumenter. Udstillingsrummene er organiseret tematisk og kronologisk og giver indsigt i de sociale og økonomiske forhold på Ikaria fra 1700-tallet til 1970'erne.

Vrakades Folkloremuseum (Laografikó Mouseío Vrakádon) ligger i landsbyen Vrakades på den nordvestlige side af øen. Museet huser en samling af genstande relateret til øens historie og traditioner såsom redskaber, der brugtes i hjemmet, i landbruget og i forbindelse med biavl. Derudover vises religiøse artefakter og bøger af ikariske forfattere. Interessant er en række historiske dokumenter fra Ikarias oprør i 1912.

Under Den Græske Borgerkrig, blev Mikis Theodorakis, der var aktiv indenfor KKE og EAM i juli 1947 arresteret af myndighederne. Han var blandt de tusindvis, der blev forvist til Ikaria, første gang i 1947, senere i 1948. På Ikaria findes et museum over dette kapitel i Theodorakis' liv.

Mikis Theodorakis Museum (Mouseío Míki Theodoráki) ligger ved landsbyen Vrakades. Museet har til huse i et gammelt traditionelt ikariotisk stenhus, der i 1947 blev beboet af Theodorakis og 19 medfanger under eksilet på øen. Museet i stenhuset er officielt anerkendt af den græske stat som fredet bygning. Museet udstiller dokumentation omkring Theodorakis' hverdagsliv under eksilet. "Huset med skorpionerne", kaldte han det, ud fra det faktum at huset, fordi det lå isoleret i naturen, tiltrak mange skorpioner. Til dette hus skrev Mikis Theodorakis digtet, "Huset med skorpionerne", og han komponerede sangen, "Sten for sten, min sorg" (Vracho-vracho, ton kaimo mou) for at afspejle oplevelserne på Ikaria.