myocardium

I forkamrene består myocardiet af to lag. Det indre lag danner en trabekelstruktur (musculi pectinati). Muskelcellerne i forkammerets væg producerer peptidhormonet ANP, som bl.a. påvirker blodtrykket og blodvolumenet til hjertet, når den svage forkammerets væg udvides og strækkes.

Myocardiet i hjertekamrene beskrives bedst som et komplekst netværk af hjertemuskelceller, som er forbundet til hinanden både ende-mod-ende i kæder og side-mod-side i grupper. Hjertemuskulaturen blev tidligere beskrevet som lagdelt, men dette er ikke korrekt. Mod overfladen af hjertet (epicardiet) ligger hjertemuskelcellerne fortrinsvis med en skrå, næsten lodret, orientering. Udefra ændres orienteringen gradvist til helt cirkulær i midten af hjertevæggen, og herfra bliver orienteringen igen gradvist mere skråt forløbende ind mod hjertets indervæg (endokardiet). Både højre og venstre hjertehalvdel har denne opbygning, omend den fremstår tydeligere i den tykkere venstre hjertehalvdel.

Myocardiet består af en type muskelvæv, som ikke forekommer andre steder i kroppen, og som repræsenterer hjertets ledningssystem. Cellerne er lidt større end de almindelige hjertemuskelceller og kan inddeles i sinusknuden og atrioventrikulærknuden samt deres ledningsnet det His'ske bundt og Purkinjefibre. Det autonome nervesystem har den overordnede styring og tilpasser hjerteaktionen efter behovet i den individuelle situation.

Hjertemuskulaturen er et funktionelt syncytium, hvilket vil betyder, at det fungerer som en enhed uden helt klare grænser mellem hver celle. Muskelfibrene er tværstribede, men er i modsætning til skeletmuskulaturen forgrenede i et tredimensionelt netværk og har centralt beliggende kerner. Fibrene er forbundet med indskudsskiver (disci intercalati) i endestykkerne med gap junctions, som har betydning for impulsudbredelsen.

Myocardiet kan fortykkes patologisk (hypertrofi), fx ved utætte hjerteklapper.

• hjertet
• endocardium
• pericardium
• epicardium