Viser opslag med etiketten sjal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sjal. Vis alle opslag

tirsdag den 11. januar 2022

Broderi på strik - sjal

Jeg elsker at strikke sjaler, både de lette og de lidt svære. Det har jeg altid gjort. Jeg bruger dem som tørklæde eller et sjal hver dag året rundt. Jeg har mange. Prøver at skifte imellem dem.

Jeg har designet og strikket et enkelt sjal, da jeg har planlagt at brodere på det. Og det er nu færdig.


Vælg garn og strikkepinde som passer sammen. Jeg har brugt 342 g Funky Chunky 350 wine til sjal og  broderi. Jeg har strikket på pinde nr. 5. Garnet har jeg købt hos Garnudsalg. Ved ikke om den kan fåes mere. 

Til selve sjalet har jeg slået 5 masker op. 
Pind 1: ret
Pind 2: 1 ret, slå om, 1 ret, slå om, 1 ret, slå om, 1 ret, slå om, 1 ret
Pind 3: ret
Pind 4: 1 ret, slå om, 3 ret, slå om, 1 ret (midten), slå om, 3 ret, slå om, 1 ret
Pind 5: ret
Fortsæt med udtagninger til sjalet har den ønskede størrelse

Jeg har strikket skiftevis glat og retriller med følgende fordeling:
  • 10 retriller = 20 pinde ret
  • 40 pinde glat
  • 5 retriller = 10 pinde ret
  • 40 pinde glat
  • 5 retriller = 10 pinde ret
  • 40 pinde glat
  • 5 retriller = 10 pinde ret
  • 40 pinde glat
  • 5 retriller = 10 pinde ret
  • 80 pinde glat
  • 20 retriller = 40 pinde ret
Til broderiet har jeg tegnet cirkler på solvy og riet det fast på sjalet (de 80 pinde glat) og broderet med fladsyning og i midten franske knuder. Jeg har brug syramme.

fredag den 24. december 2021

Glædelig jul

Glædelig jul og tusind tak fordi du læste med i det forløbne år. Jeg håber du får en dejlig jul med tid til afslapning og strikketøjet.


Jeg skal arbejde mellem jul og nytår, så der er ikke så meget tid til de kreative sysler. Jeg har gang i 2 strikkeprojekter, som jeg vil arbejde videre med.

Jeg er startet på at strikke et par strømper med strukturmønster - eget design.


Det 2. projekt jeg gerne vil have gjort færdig er mit broderi på et sjal, som jeg har strikket.

Begge dele skrider rask fremad!

 

onsdag den 28. juli 2021

Min strikkeverden - sjal

Jeg har længe gået og tænkt på at jeg gerne ville strikke et sjal i en halvcirkel. Jeg har fundet en masse rester af Alpakka-uld i mine gemmer. Jeg vil så gerne bruge af det jeg har liggende.



Opskrift
Jeg har spekuleret som en gal på hvordan jeg skulle gøre. Kom frem til at jeg lavede en opskrift a la en bluse med rundt bærestykke. Jeg strikker ret og er startet i nakken. Måske kommer der en opskrift når jeg er færdig. Indtil videre går det efter planen. Det ligger pænt og glat.


Stribefordeling
Jeg elsker jo striber og farver. Jeg ville ikke lave striberne tilfældig, men mere planlagt. Jeg er begyndt på en vikleprøve med stribefordelingen, som bliver større efterhånden, som arbejdet skrider frem. Jeg bliver nød til at se om jeg har garn nok.

Måske bliver det mit #drømmesjal? Nu får vi se når jeg får det strikket færdig.







 

onsdag den 26. august 2020

Efterårets kurser 2020

 Jeg er uddannet håndarbejdslærer fra en af Danmarks mest kendte tekstilskoler "Skals design- og håndarbejdsskole. Eksperimenterende tekstilarbejde er en af mine passioner. Jeg holder mig opdateret og udvikler min kunnen indenfor strik, hækling, broderi, kalligrafi.  Med 26 års efterskoleliv med mange håndarbejdstimer og 5 års erfaring fra aftenskolen har det givet mig et indblik i læring, design og arbejdsmetoder. Energi og den mindfulde atmosfære, der opstår når jeg deler ud af tips, tricks og entusiasme omkring tekstilhåndværk er grunden til at jeg laver mine workshop/kurser.

Aktuelle kurser:

Design dit eget grundmønster i strik – lige tilsat ærme
Der undervises i det grundlæggende i at beregne en bluse med lige tilsatte ærmer. Designet tager udgangpunkt i dine egne kropsmål og dit yndlingsgarn. Vi snakker om strikkefasthed og dens betydning.
Kompendium kan købes.
Medbring A4 blankt hvidt papir, tape, blyant, viskelæder, saks, linial, vinkeltrekant, lommeregner, målebånd, en strikkeprøve på 15 x 15 cm og evt. din yndlingsbluse, som vi skal bruge til at måle på.

Design dit eget grundmønster i strik - raglan - rundt bærestykker
Der undervises i at beregne en bluse med raglan eller rundt bærestykke efter dine egne mål og yndlingsgarn. Vi snakker om strikkefasthed og dens betydning.
Kompendium kan købes.
Medbring A4 blankt hvidt papir, tape, blyant, viskelæder, saks, linial, vinkeltrekant, lommeregner, målebånd, en strikkeprøve på 15 x 15 cm og evt. din yndlingsbluse, som vi skal bruge til at måle på.

Design dit eget unikke sjal i strik

Sjaler er et skønt og overkommeligt projekt. Piger i alle aldre elsker et sjal og man kan aldrig få sjaler nok. Jeg viser forskellige prøver med udtagninger, som egner sig til sjaler. Vi snakker om mønster og teknikker. Kurset ligger op til at der bliver begyndt på et sjal, som du kan strikke færdig derhjemme.

Medbring forskellige garner, både glatte og lodne, evt. følgetråd, forskellige størrelser af strikkepinde, saks, stoppenål uden spids.

Kalligrafi

”Hvorfor det, jeg kan jo bare finde en skrift på computeren” – rigtig nok – MEN: Et lykønskningskort, invitation og bordkort føles mere personligt, når det er skrevet i hånden! Et kærestebrev er naturligvis skrevet i hånden! Vi vil på holdet skrive smukke bogstaver med bredpen.
Kompendium og materialer kan købes.

Jeg håber vi ses😃

søndag den 2. februar 2020

Et strikket sjal

Sjaler er et skønt og overkommeligt projekt. Jeg elsker at strikke sjaler og jeg kan aldrig få  nok. Jeg har strikket et sjal i Alpaka fra G-uld.

Mål på sjal
Start i nakken med 5 masker
Teknik: ret
Rundpind nr. 3½
Garn: 4 nøgler alpaka ufarvet á 50 g. 16 nøgler plantefarvet kamgarn á 4 gram. Strikkede hver nøgle op i striberne.
Farveforløb:
Startede med grå og sluttede med grøn
"Blomsterudtagning" på hver 4 pind. Jeg er hel forelsket i denne udtagning, da den er så flot.

Der er også taget 1 maske ud  i begyndelsen af pinden.

Skal du med på kursus i design dit eget unikke sjal, hvor jeg underviser og giver tip og fif. Det forgår  hos AOF, Svendborg. Se mere her.